Drabet på Kashmiri er vigtigt for Danmark

Dræbt terrorleder i Pakistan var opsat på at angribe Jyllands-Posten, fastslår svensk forsker

USA's drab på den højtstående terrorleder Ilyas Kashmiri i Pakistan har stor betydning for Danmark.

Det siger den svenske forsker Magnus Ranstorp, der henviser til, at Kashmiri var opsat på at ramme netop Danmark på grund af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten.

- Det har stor betydning, siger Ranstorp om droneangrebet på Kashmiri natten til lørdag.

- Han var meget dedikeret med hensyn til at angribe Jyllands-Posten. Når han satte sig et mål, gav han ikke op, siger den svenske forsker.

Han beskriver Ilyas Kashmiri som en nøgleperson i det sammensurium af ekstremistiske grupper, som findes i Pakistan, og som udgør en parallel til det egentlige al-Qaeda.

I modsætning til andre terrorister var han ikke kun lokalt orienteret, men var altså også fast besluttet på at slå til i Danmark og andre lande.

Og netop hans internationale netværk gjorde ham til en farlig figur for vestlige efterretningstjenester.

Kashmiri havde flere møder med David Headley, der i USA har tilstået, at han var ved at forberede et angreb på Jyllands-Posten.

Og Kashmiri henviste Headley til personer både i Storbritannien og Sverige, som skulle kontaktes med hensyn til den praktiske udførelse af en aktion mod Jyllands-Posten.

Desuden bliver det ifølge Ranstorp interessant at få afdækket, om den dræbte terrorleder også kan forbindes til en anden sag, hvor fire mænd med svensk bopæl sidder varetægtsfængslet for at ville angribe Jyllands-Posten i vinter.

- En af dem opholdt sig i ganske lang tid i Pakistan, bemærker Magnus Ranstorp, der desuden minder om Kashmiris stærke bånd til den pakistanske efterretningstjeneste ISI og til det pakistanske militær.

Drabet vil formentlig sætte terrorgrupperne en smule tilbage.

- Det kan give et midlertidigt pusterum, men der vil komme efterfølgere, siger Ranstorp.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere