Stjålne nøgler fundet i mose

Borger fandt stjålne nøgler smidt i et vandhul. Politiet overvejer at offentliggøre identiteten på flygtet 25-årig medgerningsmand

De to nøgletyve. En er nu fængslet, en er fortsat på flugt. (Politifoto)
De to nøgletyve. En er nu fængslet, en er fortsat på flugt. (Politifoto)

Det var en borger fra den lille by Tranbjerg ved Aarhus, der i går førte politiet på sporet af de mange hundrede stjålne nøgler fra Aarhus Kommune. Strittende op fra et vandhul i mosen lå nemlig de to pengeskabe, som tyvene var slæbt afsted med.

- Vi havde derfor i går dykkere ude på stedet, og de fik bugseret de to pengeskabe op fra vandhullet. ISS har siden da været i gang med at tælle nøglerne, og indtil videre har de meldt ud, at der fortsat mangler nogle. Hvor mange der mangler har vi ikke overblik over pt., siger vagtchef fra Østjyllands Politi Jesper Drejer til ekstrabladet.dk.

De stjålne nøgler blev stjålet fra ISS Rengøringsfirma i Abyhøj, hvor nøgler og alarmkoder lå samme sted og dermed giver tyvene adgang til 250 institutioner. Efter tyveriet har der da også været indbrud i flere daginstitutioner.

ISS har da også efter tyveriet udlovet en dusør i sagen.

Vil offentliggøre medgerningsmand
Onsdag meldte en 23-årig fyr sig dog selv til politiet, efter at overvågningsbilleder af ham var blevet offentliggjort. Han har ifølge Østjyllands Politi erkendt at stå bag indbruddet. Fortsat jager politiet dog stadig en medgerningsmand.

- Vi ved udmærket hvem han er, men han ønsker ikke at tale med os. Der er tale om en 25-årig fyr med udenlandsk baggrund, som er godt kendt af politiet i forvejen. Vi overvejer i øjeblikket at offentliggøre hans identitet, hvis han ikke melder sig i løbet af weekenden, fastslår vagtchefen.

Om den jagede tyv er forsvundet til udlandet kan politiet ikke afvise.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere