Atter forsøg på bankboksrøveri

Røvere forsøgte i nat at slippe af med et større pengebeløb fra en bankboks i Danske Bank i Regstrup

Et endnu ukendt antal af røvere forsøgte i nat at bryde ind i en bankboks hos en Danske Bank-fillial på Hovedgaden 73 i Regstrup, sydvest for Holbæk.

- Der er nogen, der har forsøgt at sprænge en bankboks i Regstrup. Det skete klokken 02.51, oplyser den vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Ifølge den vagthavende brugte røverne en eller anden form for gasart til at prøve at sprænge bankboksen i stykker, men et eller andet gik galt, og brugen af gassen resulteret i stedet i store materielle ødelæggelser.

- Selve banklokalet er ødelagt, ligesom der også er blevet sprængt et hjørne af selve facaden, siger den vagthavende endvidere.

Politiets tekniske afdeling er sendt ud på gerningsstedet, ligesom politiet forsøger at få fat på Danske Bank for at få fat i de overvågningsbilleder, som banken efter alt at dømme sidder inde med. Ifølge den vagthavende kom gerningsmændene afsted uden udbytte.

Flere lignende tilfælde
Det er ikke første gang, at røvere har forsøgt at stjæle bankbokse i Midt- og Vestsjællands Politikreds.

- Det er 3-4 gang inden for meget kort tid, at det her sker, siger den vagthavende.

Den 2. maj sprængte røvere først en Nordea-fillial i luften, mens der senere samme nat blev begået et lignende røveri mod en Danske Bank i nærheden. Begge bankbokse holdt stand, og røverne kom afsted tomhændet. Også ved disse to røverier skete der en større materiel skade.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere