Hjemmeplejer snittet i halsen under røveri

En kvinde fra hjemmeplejen i Aarhus blev overfaldet af mand med kniv. Hun fik dog vristet våbnet fra ham

En 33-årig kvindelig hjemmeplejer viste stort mod, da hun natten til torsdag på Vejlbygade i Risskov blev overfaldet af en knivbevæbnet mand.

Manden krævede medicin af hende og snittede hende på underarm og i halsen, men kvinden, der netop havde været på kursus i selvforsvar, lod sig ikke kyse.

- Hun var meget modig og fik vristet kniven fra manden, der efterfølgende stak tomhændet af, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jes Frederiksen.

Gerningsmanden slog til, da hjemmeplejeren i embeds medfør var på vej til et plejecenter på Vejlbygade kort før klokken tre om natten.

- Der er muligvis tale om en narkoman med abstinenser, når man tager tidspunkt og ønsket om medicin i betragtning, siger vagtchefen.

Den ca. 185 cm høje røver havde kort mørkt hår, et markeret ansigt og var blandt andet iklædt et par grå joggingbukser.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere