Bandemedlem havde stjålet politipistol

Et bandemedlem fra Nørrebro i København var i besiddelse af en stjålet politipistol. Den blev hugget under et indbrud på en politimands bopæl

Pistolen som denne Heckler & Koch 9 mm blev stjålet fra en politimand for to år siden.(Foto: Jens Panduro/Polfoto)
Pistolen som denne Heckler & Koch 9 mm blev stjålet fra en politimand for to år siden.(Foto: Jens Panduro/Polfoto)

En 26-årig marokkaner fra bandemiljøet på Nørrebro i København blev i dag varetægtsfængslet for 27 dage i dommervagtet, sigtet for besiddelse af en stjålet politipistol.

Pistolen, en ni mm Heckler og Koch, blev stjålet under et indbrud hos en politimand den 4. juni 2009.

- Pistolen blev dengang opbevaret efter forskrifterne, siger Knud Hvass fra politiets bandeenhed.

Politifolk tager normalt ikke deres tjenestevåben med hjem, men låser dem inde på stationen efter fyraften. Men hvis de vælger at have våbnet derhjemme, så skal pistolen opbevares efter forskrifterne i våbenloven, bl.a. skal våbnet skilles ad og holdes under lås og slå.

Bandemedlem
Den 26-årige er ifølge politiet medlem af indvandrerbanden 'Brothers and Soldiers'.

Han blev anholdt i går, da politiet fandt den stjålne politipistol i en lejlighed i Emdrup-området. Politipistolen var skarpladt, og der var både et ekstra magasin med skarp ammunition og ekstra patroner til våbnet.

Den 26-årige sigtes også for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol den 31. marts på Hothers Plads og Mjølnerparken i København.

Han nægter sig skyldig.

Retsmødet fandt sted bag lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere