Bombeangreb mod tre IKEA-varehuse

Ukendte gerningsmænd har udløst sprængladninger i tre IKEA-varehuse i Holland, Belgien og Frankrig

(Arkivfoto: Finn Frandsen)
(Arkivfoto: Finn Frandsen)

Mandag aften blev tre varehuse i IKEA-kæden ramt af eksplosioner. IKEA i Holland, Belgien og Frankrig blev ramt, og nu mistænker politiet i de tre lande, at der er en sammenhæng mellem sprængningerne.

- Vi ved, at der har været episoder i de tre varehuse. Det er mindre kanonslag, der er anvendt, siger koncernens pressechef, Charlotte Lindgren, til den svenske avis expressen.se.

Den første eksplosion gik af i et varehus i Gent i Belgien. Efter en bombetrussel sprang to vækkeure under en palle i varehuset, fortæller nyhedsbureauet Belga ifølge expressen.se.

Ifølge nyhedsbureauet er der tegn på, at sprængladningen var fjernstyret. Omkring 250 mennesker blev evakueret, men ingen kom alvorligt til skade. En række ansatte meldte dog om problemer med hørelsen.

Senere blev en skraldespand uden for IKEA i Eindhoven i Holland sprunget i luften. Politiet evakuerede varehuset, fortæller hollandsk radio ifølge expressen.se.

Den tredje eksplosion skete ved en IKEA-butik i byen Lomme nær Lille i Frankrig.

Pressechefen Charlotte Lindgren afviser over for expressen.se, at IKEA har modtaget nogen bombetrusler.

Ifølge den belgiske avis Le Soir frygter politiet, at der er en sammenhæng mellem sprægningerne, fordi fremgangsmåden er den samme.

Alle tre varehuse åbnede som sædvanligt tirsdag.

- Alle tre varehuse er blevet gennemsøgt og bedømt som sikre, siger Charlotte Lindgren til expressen.se.