21-årig mand fængslet efter skyderi på Fyn

En 27-årig mand overlever skud med jagtgevær. Den formodede gerningsmand er fængslet for drabsforsøg

En 21-årig mand er i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Odense blevet fængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg.

Det sker, efter at en 27-årig mand natten til fredag blev hårdt såret ved et skyderi på Nordfyn.

- Skyderiet skete i en bil på en landevej ved Hårslev, fortæller Fyns Politis efterforskningsleder, Jack Liedecke.

Den 27-årige blev fra tæt hold ramt af skud i underkroppen og blev tidligt fredag opereret på Odense Universitetshospital. Han er uden for livsfare, siger efterforskningslederen.

Baggrunden for skyderiet er ukendt, og på grund af de lukkede døre i grundlovsforhøret, er det ikke muligt at få oplyst, hvordan den 21-årige stiller sig til sigtelsen for drabsforsøg.

Han kærede dog ikke fængslingen til landsretten.