KRIMI5-vært idømt betinget fængselsstraf

Den 29-årige KRIMI5-vært er blevet idømt en betinget fængselsstraf som del af en stor narkosag, hvor ekskæresten sidder fængslet

Tine Røgind er idømt en betinget fængselsstraf på syv dage. (Foto: Michael Bang/SBSTV)
Tine Røgind er idømt en betinget fængselsstraf på syv dage. (Foto: Michael Bang/SBSTV)

RETTEN I ROSKILDE (ekstrabladet.dk): Tv-værten Tine Røgind blev her til eftermiddag kendt delvist skyldig og idømt en betinget fængselsstraf på syv dage. Det har domsmandsretten i Roskilde Ret netop fastlagt. Dermed undgår hun i første omgang at skulle ind og ruske tremmer.

Den 29-årige KRIMI5-vært var tiltalt i to forhold. Hun blev kendt skyldig for at have taget ulovlig kontakt til sin fængslede ekskæreste og videregivet hans ulovlige telefonnummer til andre venner. Hun blev dog frikendt i det andet forhold, hvor hun stod tiltalt for at have fjernet vigtige filer fra ekskærestens computer.

Tine Røginds 31-årige ekskæreste KP er tiltalt for handel med mindst 210 kilo kokain og amfetamin, og nu er tv-værten selv blevet dømt i en del af sagen.

Anklageren krævede under proceduren ikke under 60 dages ubetinget fængsel, mens forsvareren derimod mente, at en bødestraf var mere end rigeligt.

Smuttede selv inden dommen
Hvad Tine Røgind selv mener om dommen er uvist. For endnu før dommen over den unge tv-vært fra kriminalmagsinet på Kanal 5 blev afsagt, valgte Tine Røgind nemlig at fordufte fra retten.

Dermed havde hun, på opfordring fra sin forsvarer, aftalt ikke personligt at blive til selve domsafsigelsen. Ifølge forsvareren fordi hun ikke ønskede at blive konfronteret med pressen efter dommen.

Ifølge politiets anklageskrift har Tine Røgind forsøgt at sabotere politiets efterforskning af KP ved at slette filer på hans computer. Desuden har hun ulovligt holdt telefonkontakt med ekskæresten, mens han sad varetægtsfængslet i Køge arresthus.

Under retssagen indrømmede tv-værten at have slettet filer på computeren, men forklarede, at hun hun ikke tænkte på, at indholdet kunne være af interessant og vigtig karakter for politiets efterforskning. Den forklaring troede dommeren altså på og frikendte hende.

- Jeg har hele tiden sagt, at computeren ikke var et bevis i sig selv, sagde forsvareren efter dommerens afvisning af dette forhold, sagde forsvarer Stine Gry Johannesen.

Videregav ulovligt nummer
Hun indrømmde dog at have anskaffet sig en ny hemmelig telefon med et anonymt taletidskort, hvor hun indkodede nummeret til KP´s indsmuglede telefon som 'Line' i telefonens hukommelse, og hun fyldte ny taletid på hans mobil, så han kunne holde kontakten til hende fra arresten.

At hun skulle have videregivet hans nummer til andre personer nægtede hun pure. Noget der under dagens afhøring stod i kontrast med den politirapport, hvor Tine Røgind selv er citeret for at have sagt, at hun videregav KP’s nummer til hans ven J. Den politirapport lagde Tine Røgind dog skarp afstand til under dagens retssag.

Faktum er dog, at KP - halvandet døgn efter at have været ulovligt i telefonisk kontakt med Tine Røgind - havde kontakt til andre personer. Dommeren troede derfor mere på politirapporten end Tine Røgind på dette punkt.

Udnyttede en tv-kilde
Under retssagen kom det også frem, at Tine Røgind har gjort brug af en af sine tv-kilder til KRIMI5-programmet for at finde ud af, hvor ekskæresten sad varetægtsfængslet.

- Brugte du en af dine tv-kilder til privat at finde ud af, hvor KP sad fængslet?, spurgte anklageren.

- Ja, jeg spurgte en fængselsbetjent, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, svarede den anklagede vært.

- Hvem er der tale om?

- Det ønsker jeg ikke at afsløre, svarede hun.

Lettet Røgind
Forsvareren skal nu høre Tine Røgind, om hun ønsker at anke dommen.

- Jeg tror, at Tine bliver lettet over at høre dommen. Hun har jo været lidt beklemt ved hele situationen, sagde forsvareren til ekstrabladet.dk efter dommen.

Anklager Sune Ploug Sørensen vil nu vurdere, om dommen skal ankes.