513 personer skjult i to lastbiler

To lastbiler stoppet i Mexico med 513 illegale indvandrere ombord

De illegale indvandrere blev stoppet ved en aktion i Tutxla Gutiérrez i delstaten Chiapas i den sydøstlige Mexico. (Foto: AP)
De illegale indvandrere blev stoppet ved en aktion i Tutxla Gutiérrez i delstaten Chiapas i den sydøstlige Mexico. (Foto: AP)

Politiet i Mexico har pågrebet 513 illegale indvandrere, som var stuvet sammen under umenneskelige forhold i to lastbiler med kurs med USA.

Politiet gjorde det rystende fund ved en aktion i Tutxla Gutiérrez i delstaten Chiapas i den sydøstlige del af landet. Fire smuglere blev anholdt ved aktionen.

Indvandrerne, der kommer fra Latinamerika, Japan, Kina, Indien og Nepal, var på vej til USA, oplyser anklagemyndigheden i Chiapas.

Den ene lastbil indeholdt 240 personer, mens den anden indeholdt 273.

- Vi led, det var varmt, og vi holdt fast i rebene, siger 23-årige Mario fra Honduras til Associated Press.

De illegale indvandrere er nu blevet overført til en flygtningelejr med henblik på at blive sendt tilbage til deres hjemlande.

USA kæmper en hård kamp for at forhindre illegale indvandrere i at krydse den godt 3200 kilometer lange grænse med Mexico.