Familiedrama: Mor tæsker datter i Tønder

Husspektakler gik over gevind. Mor og datter røg i totterne på hinanden, og datteren røg på hospitalet.

En 26-årig kvinde fra Tønder røg søndag på hospitalet med synsforstyrrelser og mulig hjernerystelse.

Hun var ramt af vold.

Og alt tyder på, at det var hendes egen mor, som var gået agurk og havde givet hende en ordentligt en på lampen.

- Der har været et skænderi i familien, som har udviklet sig til et håndgemæng mellem mor og datter, fortæller politikommissær Svend Erik Paulsen fra lokalpolitiet i Tønder.

Fløjet på hospitalet med helikopter
Efter optrinnet var den unge kvinde så slemt tilredt, at hun blev fløjet direkte med helikopter til hospitalet i Odense. Efter behandling er hun dog nu blevet udskrevet, og politiet vurderer, at sagen er mindre alvorlig end først antaget.

Moderen er sigtet for vold, men det er fortsat uklart, hvorfor hun lod følelserne løbe af med sig.

Hun bor sammen med sin nu voldsramte datter i den centrale del af Tønder, forlyder det.