Kontrol afslører flere østeuropæere

Politiet kan også uden ny grænsekontrol sagtens afsløre kriminelle, der er på vej ud af Danmark med tyvekoster

Også uden det nye politiske indgreb fra Christiansborg om grænsekontrol kan politiet i dag sagtens stoppe og tjekke personer, der rejser ud af Danmark.

Både medarbejdere fra Skat og politifolk har de seneste dage demonstreret, at en del kriminelle afsløres i de såkaldte udrejsekontroller.

- Vi er der hele tiden. Nogle kontroller er mindre, andre er større, siger vicepolitiinspektør Palle Linné fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

For eksempel er en litauisk mand afsløret med motorcykler, motorsave, højtryksrensere og en havetraktor i sin varevogn.

Politiet mener, at der er tale om tyvekoster, og lørdag blev han af en dommer fængslet til 31. maj.

Fredag blev tre rumænere varetægtsfængslet, fordi de kom kørende med tyvekoster fra et indbrud i Vojens.

To litauere havde fem cykler med i en personbil, og også her har politiet mistanke om kriminalitet.

Fra fangsten kan også nævnes en polsk mand, som mistænkes for at være på vej ud af landet med stjålen kosmetik.

- Det har været udmærket, siger vicepolitiinspektør Palle Linné om resultatet af den seneste kontrol, som blandt andet foregik ved en rasteplads cirka 10 kilometer fra grænsen.

- Folk vinkes ind, og så er der nogle, vi ser nærmere på, fortæller Linné.

Den særlige Udlændingekontrolafdeling i det sønderjyske politi arbejder for tiden med 56 varetægtsfængslede. De er sigtet for indbrud, narkotika, tyveri af lastbiler og andre forhold.

Desuden var Skat med i den seneste kontrolaktion, og også denne myndighed skrev en stribe rapporter.

For eksempel blev et dansk vikarbureau afsløret i at udleje arbejdskraft uden at indbetale A-skat.

Der var 12 sager om sort arbejde - heriblandt om en person, der i tre år har arbejdet sort for en landmand.

Endvidere blev der noteret 16 tilfælde af sager om udlændinge, der ikke opfylder de danske regler for arbejde.