Himlen åbnede sig for Jacob

Jacob Rosenkrantz de Neergaards bisættelse var gribende smuk - regnen faldt som store dråber ned over hans kiste

Naturens kræfter er ikke altid til at styre. Sådan var det også efter bisættelsen af den 20-årige Jacob Rosenkrantz de Neergaard i dag klokken 13.00.

Da seancen i Ulstrupbro Kirke ti kilometer øst for Bjerringbro var forbi, skete der noget næsten magisk.

Himlen åbnede sig for Jacob Rosenkrantz de Neergaard, og store tunge dråber skyllede ned over hans kiste.

De pårørende kæmpede med himlen om at fælde store, våde tårer, mens rustvognen kørte væk med ham.

Kørte ind i træ
Jacob Rosenkrantz de Neergaard nåede kun at blive 20 år. Søndag morgen, hvor han fyldte rundt, blev han dræbt i en forfærdelig trafikulykke. To af hans venner omkom også, mens én overlevede.

Ulykken skete, da vennens bil, en Toyota Celica, skred ud på Busbjergvej, pløjede sig 50 meter gennem rabatten, inden den bragede ind i et birketræ.

Politiet mener, at det var uopmærksomhed, der var årsag til trafikuheldet.

Den 18-årige Sigurd Bjørn, som overlevede, har ikke ønsket at tale med pressen om ulykken. Politiet oplyser, at han ikke kunne gøre noget, da der gik ild i bilen umiddelbart efter sammenstødet med træet.

1 af 2 
2 af 2