Mødte du sexgalning?

Politiet er nu kommet lidt tættere på den galning, der overfaldt og sexmisbrugte en 22-årig au-pair pige i København sidste uge

Hukommelsen er så småt ved at komme tilbage til det sexmisbrugte offer, der blev overfaldet og forsøgt kvalt foran Helligaandskirken på Strøget i København. Politiet har netop i dag haft mulighed for at afhøre den unge kvinde, som ligger hårdt kvæstet på hospitalet og ikke tidligere har kunnet hjælpe politiet med detaljer i sagen.

- Hun kan nu huske, at hun var på vej hjem via Niels Hemmingsens Gade, da en mand tiltaler hende på dårligt engelsk. Han tager hende på skulderen, og hun siger til ham, at hun ikke vil have noget med ham at gøre. Han tager hende så om lænden og går ved siden af hende, fortæller efterforskningsleder Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

Smed offer over et hegn
Da kvinden bliver bange og begynder at græde, bliver manden gal og slår hende i ansigtet med en knytnæve.

Herefter kan kvinden ikke huske, hvad der videre skete, men det er politiets formodning, at hun er blevet smidt over et 1,3 meter højt hegn ind til Helligaandskirken. Her er hun blevet gennemtæsket, og manden har også taget hendes undertøj af.

Iskold og kynisk
- Jeg er overbevist om, at denne mand har antastet andre på Strøget og i de nærliggende gader, inden han møder den 22-årige kvinde, siger efterforskningslederen, som beder befolkningen om hjælp.

- Nogen må have mødt denne mand, der taler dårligt engelsk. Vi er interesseret i at tale med alle, der kan fortælle noget. Kvinden selv kan ikke give noget signalement af ham, siger Steffen Th. Steffensen.

Han er meget interesseret i at få den gale gerningsmand bag lås og slå.

- Han er iskold og kynisk. Efter overfaldet, hvor han formentligt har troet, hun har været død, har han tømt kvindens pung for 4-500 kroner, før han er stukket af, siger efterforskningslederen.

Voldsomme skader
Politiet gennemser nu endnu flere overvågningsvideoer fra Strøget og de nærliggende gader.

- At hun først har fået hukommelsen tilbage nu, det er meget normalt, når man har været ude for så voldsom en hændelse, som hun har, siger Steffen Th. Steffensen.

Kvinden, som er au-pair pige fra Schweiz, er endnu indlagt. Hun har fået så voldsomme skader, at hun end ikke kan åbne øjnene ordentligt, ligesom hendes hals er støttet af en halskrave. Hun har rifter og sår i ansigtet.

Var du på Strøget eller i gaderne omkring i København natten til fredag den 6. maj, så kontakt politiet på 33141448.