Anklager: Erik Skov skal have tre et halvt år

Anklageren i sagen mod Erik Skov siger, at han er fuld af løgn. Hun kræver ham idømt tre år og seks måneders fængsel

Erik Skov kommer til Lyngby Ret, hvor dommen ventes i dag.(Tariq Mikkel Khan)
Erik Skov kommer til Lyngby Ret, hvor dommen ventes i dag.(Tariq Mikkel Khan)

Anklageren i sagen mod Henriette Kjærs samlever Erik Skov Pedersen kræver ham idømt tre år og seks måneders fængsel.

Det har hun netop oplyst under sin procedure i Lyngby Ret.

- Det er en yderst skærpende omstændighed, at han ikke har tjent en ærlig krone, men har snydt og bedraget fra dag et, siger anklageren.

Anklager Betina Engmark startede sin procedure i retten i Lyngby med at sige, at Erik Skov Pedersen er fuld af løgn.

- Han har haft en løgnagtig adfærd lige fra starten, sagde Betina Engmark.

Har løjet for alle
Han har løjet overfor alle, siger anklageren, og henviser bl.a. til løgnen overfor direktør Per Helios, som Erik Skov fortalte, at han var døende af tyktarmskræft.

Hun nævnte som et andet eksempel en oplysning, der kom frem i retten i dag, om at Erik Skov og Henriette Kjær havde en gæld på 300.000 kr. ud over husgælden.

- Ikke engang i personundersøgelsen giver Erik Skov rigtige oplysninger. Der er jo en enorm gældsforpligtigelse - og ikke kun en gæld på 300.000 kr., sagde anklageren og henviste til, at Erik Skov bl.a. skylder KJ Ejendomsinvest 3,5 mio. kr. på gældsbrev.

- Han har været i bundløs gæld, så da han render ind i den meget forsigtige og stille rigmand Borris Tangaa Nielsen udnytter han ham, siger Betina Engmark.

Onde hensigter fra starten
Allerede fra starten har Erik Skov haft onde hensigter med at bedrage KJ Ejendmsinvest og Borris Tangaa Nielsen, siger anklageren.

- Han har haft adgang til en stor pengekasse, som han har suget op af, siger Betina Engmark.

Hun fremhævede, at Erik Skov allerede to måneder efter, at han indledte samarbejdet med KJ Ejendomsinvest om at sælge deres projekter, producerede den første falske email, der skulle give indtryk af, at han havde en køber klar.

- Han var i pengenød og det hele var luftkasteller, fup og fidus fra starten, sagde Betina Engmark.

Erik Skov havde slet ikke de forbindelser, som han gav udtryk for, og derfor opdigtede han køberne til KJ Ejendomsinvests projekter.

- Han producerede den ene falske mail efter den anden og falske dokumenter. KJ Ejendomsinvest troede, at de havde fået en guldfugl, der kunne sælge til højre og venstre, sagde anklageren.

Erik Skov oprettede falske mails og domænenavne, som han brugte til at kommunikere med KJ Ejendomsinvest, som troede det var ægte købere, de kommunikerede med.

Alene i forbindelse med et byggeprojekt til 255 mio. kr. på Artillerivej producerede han 30 falske mails, der skulle give KJ Ejendomsinvest indtryk af, at PKA Pension ville købe projektet.

- Han stod op klokken fire om natten for at skrive mails, så det så ud som om det var direktøren fra PKA, der skrev fra USA, sagde anklageren.

Kræver delvis frifindelse
Erik Skov Pedersens forsvarer Mia Wagner kræver den 48-årige tidligere konservative spindoktor frifundet for den alvorligste del af tiltalen, bedrageri til tre mio. kr. med hensyn til rækkehusprojektet 'Rævehøjparken' i Lyngby og et projekt på Artillerivej.

Hun mener, at Erik Skov havde krav på honorar for de to projekter, mens han har tilstået svindel til 2,4 mio. kr. med tre andre projekter.

Mia Wagner hæfter sig bl.a. ved, at KJ Ejendomsinvest udmærket kendte til Erik Skovs dårlige privatøkonomi, at han ikke kunne betale sine regninger og alligevel lånte firmaet ham tre mio. kr.

- Man har ukritisk fodret Erik Skov med kontanter uden at stille spørgsmål, siger Mia Wagner, der mener, at KJ Ejendomsinvest ikke er blevet vildført i den del af anklagen, der handler om 'Rævehøjparken' og Artillerivej.

- Erik Skov Pedersen leverede et reelt stykke arbejde, selvom ingen af projekterne blev til noget, siger Mia Wagner.

Hun erkender, at Erik Skov skal betale alle pengene tilbage til KJ Ejendomsinvest, men det er ikke bedrageri, når KJ Ejendomsinvest ukritisk har lånt ham tre mio. kr.

- Han har fået en ukritisk kassekredit stillet til rådighed af en velhavende erhvervsmand, og det er ikke bedrageri, mener fosvareren.

Forsvarer: et år og seks måneder
Forsvarer Mia Wagner mener, at Erik Skov Pedersen kun bør idømmes halvandet års for bedrageri til 2,4 mio. kr. som han har tilstået.

Hvis retten dømmer Erik Skov efter hele tiltalen bør straffen ligge på omkring et år og ni måneder, siger hun.

Hun mener, at straffen skal gøres delvist betinget, så Erik Skov kun skal afsone tre måneder af straffen.

- Han har været en meget presset mand, der har været udsat for pressehetz. Han skulle skaffe penge, så ikke huset røg på tvangsauktion. Han skyldte mange penge væk - og det gør han stadig. Han har flyttet gælden fra en kreditor til en anden, siger forsvareren.

- Erik Skov var klar over, at det her ville blive opdaget før eller senere, siger advokaten, der mener, at der er en række formildende omstændigheder.

opdateres...