40 evakueret efter kollegiebrand i nat

Flammer raserede kollegium i Albertslund natten til mandag, og flere beboere er evakueret på et hotel.

Politi og brandvæsen måtte jage 40 beboere på gaden på grund af en brand sent søndag aften på et kollegium i Albertslund.

- Der var ingen tilskadekomne ved branden, men en del af kollegiet er så skadet, at det er ubeboeligt, og beboerne måtte sendes på hotel, fortæller vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.

Branden på adressen Vognporten 14 i Albertslund blev anmeldt søndag klokken 23.11. Kollegiet består af tre huse, som alle blev evakueret.

- Det tog knap fem timer at slukke branden, og så kunne beboerne i de to af husene vende tilbage, fortæller Jens Møller.

Branden er efter alt at dømme opstået i de elektriske installationer i bygningen, viser de foreløbige undersøgelser af stedet.

- Det ser ud til, at branden er opstået i et elskab, siger Jens Møller.