Forsigtig investor lokket af Erik Skov

Erik Skov Pedersen tilskyndede den diskrete og forsigtige investor Borris Tangaa Nielsen til at gå i gang med nye store ejendomsprojekter. Han stolede på Erik Skov og troede, at han var offer for en mediehetz

- Lån mig en halv million, så skal jeg fokusere på at sælge dine ejendomme til pensionskasserne.

Sådan lød tilbuddet fra Erik Skov Pedersen til den diskrete og meget forsigtige ejendomsinvestor Borris Tangaa Nielsen, der ejer KJ Ejendomsinvest.

Det forklarede Borris Tangaa Nielsen som vidne i Lyngby ret under sagen mod Erik Skov Pedersen.

Ifølge tiltalen mod Erik Skov Pedersen mistede KJ Ejendomsinvest 5,4 mio. kr. og havde risiko for tab på endnu 142 mio. kr.

Borris Tangaa Nielsen fortalte i retten, at det var Erik Skov, der i 2009 kontaktede ham med tilbud om at være med i et projekt. Erik Skovs samarbejdspartner var gået konkurs, og Erik Skov havde et projekt til overs, som han tilbød til KJ Ejendomsinvest.

-Det eneste jeg kendte til Erik Skov var, at han havde været offer for en magtkamp hos de konservative, og så var der noget med en ubetalt markise, sagde Borris Tangaa Nielsen i retten.

Havde mange ledige penge
Erik Skovs projekt blev ikke til noget, men alligevel udviklede samarbejdet sig mellem Erik Skov og Borris Tangaa Nielsen.

- Jeg sad alene på min kontor med ret mange penge efter at jeg havde afviklet alle mine aktiviteter. Jeg turde ikke sætte nye i gang, fordi det var midt under finanskrisen og man vidste ikke, om lånetilsagn fra bankerne ville holde. Så jeg var kun tryg ved at investere med pensionskasser, som Erik Skov havde et godt netværk til, sagde Borris Tangaa Nielsen.

- Erik Skov opfordrer mig til at gå i gang igen med ejendomsinvesteringer, og jeg var selv motiveret til det. Jeg var meget forsigtig og meget tilbageholdende, fortalte Borris Tangaa Nielsen i retten.

Der var en 'krystalklar' aftale med Erik Skov om, at han kun fik honorarer, når han fik solgt nogle projekter. Men Borris Tangaa Nielsen blev orienteret om Erik Skovs store økonomiske problemer, så han accepterede at betale regninger for Erik Skov som lån.

- Vi var lidt irriterede over det, men Erik Skov havde vel behov for at vise, at han ikke brugte pengene på fest og ballade. Så vi betalte regningerne, selvom de egentlig ikke kom os ved, sagde Borris Tangaa Nielsen.

Borris Tangaa Nielsen troede fuldt og fast på, at Erik Skov havde solgt et byggeprojekt, og at flere var på vej. Så lånene skulle bare modregnes i hans honorar.

Troede Erik var offer for mediehetz
I februar i år ramlede det hele efter to års samarbejde med Erik Skov, der havde modtaget 5,5 mio. kr. plus et lån på en halv million kr. fra KJ Ejendomsinvest, da tre salgsaftaler viste sig at være falske.

Indtil det sekund troede Borris Tangaa Nielsen på Erik Skov:

- Han havde jo vist os, at han kunne sælge. Han var en god samarbejdspartner og vi kunne ikke genkende mediebilledet af ham. Vi troede, at han var offer for en mediehetz. Det var en helt anden Erik vi kendte, end ham vi kunne læse om. Vi var ganske enkelt af den opfattelse, at han finansielt bare skulle over det her. Fik han solgt en ejendom mere, var han hjemme. Så kunne vi blive fri for al den her uro, sagde Borris Tangaa Nielsen .

Flere og flere ubetalte regninger
Inden KJ Ejendomsinvest opdagede svindlen, var Borris Tangaa Nielsen allerede klar til at slutte samarbejdet med Erik Skov.

- Jeg var utryg. Vi fik hele tiden besked på, at nu var der ikke flere regninger, som han skulle have betalt. Men det var der så alligevel. Al den uro, der var om Eriks situation, gjorde, at samarbejdet måtte slutte, sagde Borris Tangaa Nielsen.

Erik Skov skulle dog først lige afslutte en handel med PKA Pension, som Borris Tangaa Nielsen troede var tæt på at afgive købstilbud på et byggeprojekt på Artillerivej til 255 mio. kr.

Men dén handel var også rent fup fra Erik Skov, mener anklagemyndigheden.

Ejeren af KJ Ejendomsinvest afviser helt Erik Skov Pedersens forklaring om, at han var berettiget til honorar for to af de handler, som han arbejdede på, nemlig rækkehusprojektet 'Rævehøjparken' i Lyngby og byggeprojektet på Artillerivej. Erik Skov skulle kun have penge når og hvis projekterne blev solgt.

- Alt var falsk
- Intet er solgt. Intet bliver solgt og intet berettiger til honorar, sagde Borris Tangaa Nielsen i retten.

Dommer Søren Seerup sluttede dagens retsmøde med at spørge Borris Tangaa Nielsen:

- Har Erik Skov ikke tjent én ærlig krone i Deres selskab ?

Borris Tangaa Nielsen: - Ikke en eneste ærlig krone. Alt har været falsk !

Sagen fortsætter mandag.