Dansk familie tortureret og slagtet

Ligene af den dansk/polske familie havde atypiske mærker efter knive, som tyder på tortur

Benny Weiss, 63, blev myrdet i sit hjem i Stettin i Polen sammen med sin søn og hustru.
Benny Weiss, 63, blev myrdet i sit hjem i Stettin i Polen sammen med sin søn og hustru.

Den myrdede familien Weiss blev formentlig udsat for tortur, før de blev dræbt. Muligvis for at aftvinge dem en kode.

I hvert fald fortæller kilder tæt på efterforskningen til ekstrabladet.dk, at ofrene havde mange atypiske mærker efter knive, som tyder på, at det ikke blot var et almindeligt mord, men at de blev tortureret inden deres død.

Politiet arbejder stadig på fuld kraft for at trænge til bunds i mysteriet om, hvorfor Benny Weiss, hans polske hustru Alicja og hans søn Brian skulle slagtes i deres hjem i Stettin i Polen.

Læs også: Mordere står til livstid

Hidtil hemmeligholdte videooptagelser fra 'dødens hus' i Dabie syd for Stettin er muligvis et af politiets stærkeste spor i jagten på gangsterne.

Familien havde installeret massiv overvågning af deres hjem på villavejen Uznamska. Både ude og inde.

Politiet har båndene

– Jeg kan bekræfte, at vi er i besiddelse af flere bånd. Men det er for tidligt at afsløre, hvad de indeholder, siger efterforskningsleder Lukasz Famulski, som Ekstra Bladet møder på gerningsstedet.

I realiteten kan der altså være billeder af selve drabene, hvor de tre ofre blev myrdet med adskillige knivstik i hovedet og på kroppen.

Politiet er dog meget tilbageholdende med at give oplysninger om efterforskningen.

Læs også: Min far og bror ofre for rovmord

– På dette tidlige tidspunkt i efterforskningen kan vi ikke frigive detaljer, siger Lukasz Famulski.

Han vil heller ikke fortælle, hvorfor en talstærk politistyrke med hunde i går formiddag pludselig dukkede op i den dræbte families hjem.

Hundene koncentrerede sig hovedsageligt om den sølvgrå Mercedes i carporten, en campingvogn og nogle skure i baghaven.

Klippede hul i hegnet
De skarpe snuder blev gentagne gange bedt om at snuse op under skærmene på de to køretøjer.

Selv om morderne tilsyneladende skaffede sig adgang til familiens Weiss' hus via hovedindgangen, erkender politichefen Lukasz Famulski, at et stort hul i hegnet ind til ejendommen hænger sammen med forbrydelsen.

– Der er klippet i trådhegnet, som omgiver baghaven. Men vi ved ikke, om det er den vej, gerningsmændene har forladt stedet, siger han.

Myrdede danskere skal begraves i Polen

Famulski fortæller, at en specielgruppe fra drabssektionen og samtlige politichefer i hele provinsen omkring Stettin nu er involveret i jagten på morderne.

– Vi er dybt chokerede over forbrydelsens grovhed. Derfor bruger vi alle de folk, vi overhovedet har til rådighed.

– Samtidig har vi vagter ved huset døgnet rundt, så uvedkommende ikke kan komme ind, siger han til Ekstra Bladet.

Ved du noget? Skriv til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (det koster almindelig sms-takst)

1 af 3 Den myrdede Brian Weiss, 38. Privatfoto
2 af 3 Den myrdede polskfødte Alicja Weiss. Privatfoto
3 af 3 Benny Weiss, 63, blev myrdet i sit hjem i Stettin i Polen sammen med sin søn og hustru.