Mand fundet korsfæstet

En 58-årig koreaner er blevet fundet død, efter han var blevet sømmet op på et kors

(Arkivfoto: Kim Agersten)
(Arkivfoto: Kim Agersten)

Sydkoreansk politi har fundet liget af en 58-årig mand på et kors i et stenbrud 190 kilometer sydøst for hovedstaden Seoul.

Chung Ji-chun, politichef i Gyeongbuk-provinsen, oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at manden blev fundet på et trækors med søm gennem hænder og fødder og en krans på hovedet.

Han var kun iført underbukser og havde sår på siden af overkroppen og nylonsnore om halsen, armene og maven.

To mindre kors var placeret ved siden af manden.

Politiet fandt også søm, en hammer, en elektrisk boremaskine, træstykker og en instruktion i at bygge et kors i et telt tæt ved korset.

Mandens bil blev også fundet tæt ved gerningsstedet.

Politiet afventer nu obduktionen for at fastslå det præcise dødstidspunkt og dødsårsag og om der er tale om selvmord eller drab.

Gerningsstedet var næsten en tro kopi af et billede af Jesus Kristus, der blev korsfæstet mellem to mindre kors og med sår på siden fra en romersk soldats sværd.