Mand blev kørt ned med vilje

For lukkede døre blev en 27-årig mand tirsdag fængslet for med vilje at køre en anden ned

Det var ifølge sigtelsen en tidlig morgen i slutningen af april, at de to mænd kom i klammeri i Herlev uden for København.

Politiet mener, at den 27-årige flere gange forsøgte at køre offeret ned. Det lykkedes til sidst, men den anden slap med en brækket ankel.

Af hensyn til efterforskningen blev retsmødet lukket for offentligheden. Derfor kendes motivet til de to mænds fjendskab ikke.

Den mistænkte blev fængslet for tre uger. Han er sigtet for både grov vold og for at forvolde fare for andre.