Jihad Jane indrømmer: Ville dræbe tegner

En amerikansk kvinde kendt som 'Jihad Jane' tilstår nu, at hun ville dræbe den svenske tegner Lars Vilks

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Den amerikanske kvinde Colleen LaRose, også kendt som 'Jihad Jane', erkender nu, at hun havde planer om at slå den svenske tegner Lars Vilks ihjel. I et retsmøde på tirsdag ventes hun at erkende planerne overfor retten.

Det viser et retsdokument, som blev offentliggjort fredag. Det bekræftes også af hendes advokat, Mark Wilson.

- Hun vil erkende sig skyldig, siger han til CNN.

LaRose har siddet fængslet i mere end et år, sigtet for at have planlagt drabet på Lars Vilks og for at rekruttere mænd til at udføre 'voldelig jihad' i Sydasien og i Europa.

Det hele foregik over internettet, hvor hun brugte pseudonymer som 'Jihad Jane' og 'Fatima LaRose'. Hun har hidtil nægtet sig skyldig i sigtelserne.

Lars Vilks vakte fundamentalistiske muslimers vrede, da han tegnede profeten Muhammed som en hund.

Tegneren selv siger, at han efterhånden er blevet hærdet.

- I aftes fik jeg to nye dødstrusler på min mobil fra al-Shaabab i Somalia. Så jeg er vant til denne slags nyheder, siger han til det svenske nyhedsbureau, TT.

- Mange prøver at slå det hen med, at hun bare var en hjemmegående amerikansk husmor. Og der findes ganske rigtigt mange amatørterrorister, som ikke er specielt dygtige, men de er tit klar til at gøre et forsøg, og det er jo slemt nok, forklarer tegneren til TT.

Han understreger, at selv amatører som LaRose, ind imellem kan have held med deres forehavende.

- De har jo overraskelsesmomentet på deres side. De dukker uventet op og er anonyme, siger Vilks til TT.

I øjeblikket behandler Retten i Aarhus en anden sag om drabsforsøg mod en tegner. Her står en 29-årig somalier tiltalt for at have trængt ind i Kurt Westergaards hus i Viby og forsøgt at slå ham ihjel med en økse.

1 af 2 (Foto: AP)
2 af 2 (Foto: AP)