Mistænkt krigsforbryder er dommer

En 41-årig svensk-bosnier er anholdt i København, mistænkt for en krigsforbrydelse på Balkan. Men i Sverige er han både chef i en kendt virksomhed og lægdommer ved Tingsretten

I godt tre år har en 41-årig svensk statsborger været efterlyst internationalt for en krigsforbrydelse begået i 1991 i Slovenien, I går kl. 14.42 klappede fælden i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor den 41-årige landede med et fly fra Cairo, Egypten.

Da politiet i lufthavnen tjekkede den 41-åriges pas blinkede en efterlysning i Schengen-systemet, fordi Slovenien i juli 2007 udstedte en arrestordre på den 41-årige.

Han er svensk statsborger, gift og har to børn. Siden 1996 har den 41-årige været produktionsleder i det kendte svenske firma IFÖ. Han er lokalpolitiker, idrætslærer og domsmand i Tingsretten. Han og familien bor i Åhus i Sverige.

Det kom frem i dag i Københavns dommervagt, hvor den 41-årige blev varetægtsfængslet for 10 dage. Fængslingen sker for at sikre hans tilstedeværelse, hvis han skal udleveres til myndighederne i Slovenien.

Drab på grænsestation
Mandens forsvarer advokat Thorkild Høyer krævede ham løsladt og kærede straks fængslingen til Østre Landsret.

Ifølge arrestordren fra Kobra i Slovenien er den 41-årige mistænkt for et drab begået den 2. juli 1991 under Balkan-krigen, hvor en passagerer i en bil blev skudt og dræbt ved en grænsestation.

Baggrunden for efterlysningen er mudret ifølge det, der kom frem i dommervagten. En slovensk journalist har i Sverige interviewet den nu anholdte. Artiklen blev bragt i en slovensk avis, og derfor var politiet i Slovenien blevet opmærksomme på den 41-årige.

Avisartiklen havde den 41-årige angiveligt på sig, da han blev anholdt

I dommervagten oplyste advokat Thorkild Høyer, at hans klient gerne vil udleveres til Sverige - men ikke til Slovenien.

Skærm

Hent flere
Hent flere