Svensk nynazist dømt for Auschwitz-tyveri

Svensker dømt til 32 måneders fængsel for tyveri af skilt i Auschwitz

En svensk nynazist er blevet idømt 32 måneders fængsel for tyveriet af skiltet fra indgangsporten til KZ-lejren Auschwitz i Polen.

Skiltet med påskriften "Arbeit macht frei" over indgangen til den nazistiske dødslejr forsvandt i december 2009.

Fem polakker og en svensk mand blev anklaget for tyveriet, og tre polakker blev i marts dømt til mellem seks måneder og to og et halvt års fængsel. Den svenske nynazist har indrømmet, at han organiserede tyveriet og risikerede op til 10 års fængsel, men indgik et forlig med anklagemyndigheden i Polen. Ifølge aftalen får han tilladelse til at afsone dommen på 32 måneders fængsel i hjemlandet, Sverige.

Omkring 1,1 millioner mennesker - fortrinsvis jøder - blev dræbt af nazisterne i Auschwitz under Den Anden Verdenskrig.