38 kristne dræbt i angreb i Nigeria

Juleangreb mod kristne i det nordlige og centrale Nigeria har kostet i alt 38 mennesker livet

Kristne flere steder i Nigeria kom under angreb juleaften. I alt meldes 38 mennesker dræbt, oplyser nigeriansk politi og militær.

Syv eksplosioner på to forskellige steder i byen Jos kostede 32 mennesker livet og sårede 74 andre, oplyser politiet i byen, der tidligere har oplevet spændinger og blodsudgydelser mellem kristne og muslimske grupper.

I Maiduguri det nordlige Nigeria blev seks mennesker dræbt og en af kirkerne brændt ned juleaften, siger en talsmand for militæret.

- I et angreb mod en baptistkirke i Alamderi-området blev fem troende, heriblandt en præst, dræbt af bevæbnede mænd, der menes at være medlemmer af Boko Haram, siger talsmanden.

Kirken og præsteboligen blev brændt ned ved angrebet.

I et andet område af byen blev en sikkerhedsvagt dræbt, da formodede medlemmer af den yderliggående islamistiske gruppe Boko Haram angreb en anden kirke.

Det lykkedes sikkerhedsstyrker at stoppe et tredje angreb mod en kirke i byen.

Boko Haram er en relativt ny, militant islamistisk gruppe, der tidligere har stået bag angreb på blandt andet kirker, politistationer og fængsler.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere