Vred mand påkører bus otte gange

En 26-årig mand havde set sig så vred på en bus ved København, at han kørte ind i den otte gange

En 26-årig mand så sig natten til torsdag så vred på en bus ved København, at han påkørte den i alt otte gange. Manden var blevet provokeret af, at buschaufføren havde glemt at slukke det lange lys, da den 26-årige overhalede bussen.

Første gang de to køretøjer kom i clinch var på Motorring IV, hvor den 26-årige i sin stjålne Audi med vilje kørte ind i bussen, der var på vej mod Ballerup.

Buschaufføren stoppede på et tidspunkt bussen for at komme i dialog med den 26-årige. Men den unge mand var ikke til at tale med. Han optrådte i stedet truende over for buschaufføren med en ølflaske i hånden. Ølflasken smadrede han derefter ned i kølerhjelmen.

Den skræmte buschauffør ringede til politiet og satte kursen mod København. Her nåede han frem til H.C. Andersens Boulevard, hvor den vrede mand kørte ind i ham yderligere syv gange, før han blev stoppet.

- Vi anholdt ham på hjørnet af Rysensteensgade og H.C. Andersens Boulevard, og han var tydeligt påvirket af både spiritus og stoffer, siger politiets centrale vagtleder Søren Wiborg, der ikke ved, hvorfor manden havde set sig sur på bussen.

Den 26-årige mand er en eftertragtet herre i flere politikredse. Audien blev stjålet i forbindelse et indbrud i Haslev, som ligger i Sydsjælland og Lolland Falster politikreds. Her mistænkes han for at have begået indbruddet og i Midt- og Vestsjællands Politikreds begyndte den 26-årige at påkøre bussen.