Deres pistol klikkede to gange mod mit hoved

Offer for hensynsløse hjemmerøvere: Jeg frygtede, at jeg skulle dø, fortæller en sønderslået René Rosenkvist Andersen

Så skadet var René efter overfaldet. (Privatfoto)
Så skadet var René efter overfaldet. (Privatfoto)

- Jeg troede, jeg skulle dø, da den ene røver rettede en pistol mod mit hoved og trykkede to gange. Men enten var jeg meget heldig - eller også var det psykisk tortur. For begge gange klikkede våbenet.

Da tre maskerede hjemmerøvere havde smidt en forslået René Rosenkvist Andersen op i hans spabadekar i villaen i Sorø, gennemlevede den 42-årige revisor et mareridt, som normalt kun foregår i gangsterfilm.

- Ja, på det tidspunkt frygtede jeg alvorligt, at de ville slå mig ihjel. Det var helt surrealistisk, siger han rystet til Ekstra Bladet.

Det var afstraffelse
I minutterne inden den skræmte mand så døden i øjnene, blev han gennembanket, sparket og trampet på, så han i dag sidder tilbage med en brækket næse, brud på en tommelfinger og smerter i hele af kroppen.

- Det lignede en regulær og målrettet afstraffelse - mere end et hjemmerøveri.

Uden et ord for de ind og bankede løs på mig. Det var faktisk først, da jeg lå i min spa, de forlangte penge, siger René Rosenkvist Andersen.

Han er bange for, at der ligger et personligt motiv bag voldsorgiet, som han tror blev udført af tyrkere.

- Jeg har mange tyrkiske klienter i min forretning.

Jeg kan ubevidst være kommet til at træde en af dem over tæerne. Det skulle så hævnes af et tæskehold. For der gik lang, lang tid, inden gerningsmændene begyndte at tale om penge, siger den 42-årige revisor, som måtte aflevere sin pung med nogle få tusinde kroner.

Mere end tre døgn efter mødet med de brutale røvere, er René Rosenkvist Andersen fortsat ikke udskrevet fra sygehuset i Slagelse.

- Jeg har fået lov at tage på weekend hos familien, inden jeg skal opereres i morgen, fortæller han, da Ekstra Bladet møder ham søndag eftermiddag.

- Jeg har ikke været ret meget hjemme siden røveriet.

Jeg har slet ikke lyst til at være i huset.

René Rosenkvist Andersen sad ved sin computer, da det ringede på døren i Storkens Kvarter midt om natten.

Smadrede fladskærm
- Der var ingen. Så jeg troede, nogen lavede sjov. Men pludselig stod der tre og sparkede på døren. Det lykkedes mig at holde den lukket.

- Lidt efter hørte jeg terrassedøren blive smadret. Så væltede de ind og kastede sig over mig.

- De brugte både slag og karatespark. De hoppede oven på mig. Kastede mig ind i et skab. Og i frustration over, at de ikke kunne komme ud ad den blokerede dør, rev de min ene tommelfinger bagover, så den knækkede.

Inden røverne flygtede, forsøgte de at flå en fladskærm ned fra væggen. Da det mislykkedes, blev den smadret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere