Rocker fængslet for drabsforsøg

Klar til massakre: Havde våbenlager i stjålen bil

Til trods for, at der gennem de seneste mange måneder har roligt på overfladen, er bandekrigen mellem Hells Angels og flere forskellige kriminelle grupperinger langt fra forbi.

Et 26-årigt HA-prøvemedlem er i dag blevet varetægtfængslet og sigtet for drabsforsøg.

Politiet mener, han var deltager i en dødspatrulje, der 5. september var på vej mod indre Nørrebro i en stjålet bil for at dræbe en eller flere af rockernes fjender i den verserende konflikt.

Dødspatruljen blev forpurret på vej til attentatet.

- Den stjålne bil blev opdaget og eftersat af politiet, men det lykkedes alle at slippe væk i første omgang. De efterlod dog fem pistoler bilen, siger politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politis særlige bandeenhed.

Politiet mener, at bilen efterfølgende skulle brændes af for slette mulige dna-spor.

Den 26-årige hører ifølge kilder til i HA's afdeling i Ishøj.

Hele dagen i går gennemførte politiet flere aktioner mod flere HA-relaterede tilholdssteder i jagten på den 26-årige og hans medskyldige. Samtidig var politiet yderst ordknappe omkring aktionen.

- Det er i hvert fald ikke tilfældigt, at vi gennemfører aktionen, forklarede Knud Vass i går.

Den 26-årige blev fængslet i foreløbigt 14 dage.