Masser af fingeraftryk, masser af billeder, masser af navne. Men ingen anelse om, hvem han er.
Det kan godt være, at hotelbomben blev en fuser, og at det kun var toilettet på Hotel Jørgensen og den nu anholdte selv, der tog skade, da bomben sprang i fredags.
Men det var tilsyneladende udelukkende held, at det ikke blev værre.
Slører sin identitet
For bombemanden fra København er langtfra en lallende amatør.
Faktisk tyder det, som politiet har offentliggjort fra efterforskningen, på, at der er tale om en mand, der professionelt arbejder med at efterlade sig så få spor som muligt.
Læs også: Bombemandens identitet er en gåde
Mens han var i Danmark, skiftede han tøj og udseende, som var han hemmelig agent. Han gik med hatte og briller og optrådte både med og uden skæg.
Og på trods af hans specielle udseende med en næse, der har været brækket adskillige gange og ikke mindst benprotesen på højre ben, har politiet end ikke kunnet indkredse, hvem det drejer sig om.
Han taler tre sprog: Fransk, engelsk med fransk accent og tysk – intet, der afslører hans oprindelse.
I mandens effekter fandt politiet en busbillet til Belgien.
Rejseformen er næppe tilfældigt valgt: Busbilletter kan ikke spores.
Tre dæknavne
I aftes offentliggjorde politiet både billeder og de tre dæknavne, den formodede terrorist havde brugt: Han gik under navnene Raoul Foltz, David Francois J de Vicq de Cumptich og Hans Veller.
Navnene, der formentligt stammer fra Luxembourg, Belgien og et tredje mellemeuropæisk land, blev i aftes sendt ud til bl.a. danske hoteller i håb om at få oplysninger. Det har ikke givet bid.
Det samme er resultatet af de fingeraftryk, som politiet har sendt ud til samarbejdspartnere over hele Europa. Ingen systemer genkender manden.
Ensom ulv
Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at bombemanden havde kontakt til andre om sine planer. Hvis det er rigtigt - at han arbejdede alene - er han en af de terrorister, Politiets efterretningstjeneste frygter allermest.
PET har flere gange advaret mod såkaldte 'ensomme ulve', som er langt sværere at opsnappe og opdage end terrorister, der indgår i et større netværk.
I den seneste trusselsvurdering peger PET ifølge Politiken således på, at den øgede indsats for at forhindre terror har gjort det sværere for terrorister at udføre de store, komplicerede og koordinerede angreb. I stedet må de ty til simple terrorplaner - som kun kræver en enkelt eller få personer at udføre.
'Simple angreb mod ubeskyttede eller let beskyttede symbolske og politiske mål, herunder enkeltpersoner, er en oplagt angrebstype for terririster uden en omfattende støttestruktur. Den type angreb kan gennemføres med få midler samt begrænset planlægning'
Politiet holder pressemøde i sagen klokken 14 i dag.