Udviste romaer sagsøger den danske stat

Internationalt center for romaers rettigheder har besluttet at lægge sag an mod den danske stat, efter at 23 personer fra befolkningsgruppen er blevet udvist

(Joachim Adrian/Politiken)
(Joachim Adrian/Politiken)

Den danske stat kan se frem til et sagsanlæg fra de 23 rumænske romaer, der blev udvist den 7. juli og sendt tilbage til Rumænien, fordi de havde sovet i et nedlagt postværksted i Njalsgade på Amager eller camperet ulovligt på Amager Fælled. Det skriver dagbladet Information

I strid med dansk lov og EU
- Vi planlægger et sagsanlæg på vegne af romaerne mod de danske myndigheder for uberettiget udvisning. Vi er i stadig i gang med at vurdere sagen og indsamle oplysninger, men vi forventer at rejse påstand om, at udvisningerne var i strid med både dansk lov og EU-lov, oplyser Robert Kushen til Information.

Han er direktør i European Roma Rights Center (ERRC), et internationalt romarettighedscenter med base i den ungarske hovedstad Budapest.

Det EU-støttede center har til formål at overvåge romaernes menneskerettighedssituation i Europa og lægge sag an i tilfælde af mistanke om krænkelser. Tilknyttet centret er et team af internationale advokater, der har fulgt den danske udvisningssag nøje.

Har interviewet de 23
Centret har blandt andet haft en juridisk medarbejder i Rumænien for at interviewe de 23 udviste romaer. Det er på baggrund af interviewene og en gennemgang af sagens dokumenter, at centret nu har besluttet at lægge sag an på vegne af romaerne for uberettigede udvisninger.

Det var formelt Udlændingeservice, der den 7. juli traf beslutningen om, at det var muligt at udvise romaerne.