Mor og søn i kritisk tilstand

Fem familiemedlemmer blev dræbt under køretur i Tyrkiet. Nu kæmper mor og otteårig søn for livet

Bilen blev totaltsmadret under ulykken. Fem familiemedlemmer blev dræbt på stedet. To kæmper stadig for livet. (Foto: IHA)
Bilen blev totaltsmadret under ulykken. Fem familiemedlemmer blev dræbt på stedet. To kæmper stadig for livet. (Foto: IHA)

I går blev fem familiemedlemmer dræbt på et splitsekund. Under en bilulykke på den tyrkiske motorvej mellem Afyon og Konya, kørte en familiefar galt med sin kone og fem børn i bilen.

Fem blev dræbt på stedet. Den 38-årige Ömer Baydak og fire af hans børn mellem et og 15 år.

Kun hans 46-årige kone Hatun Bayhan og en otteårig søn overlevede. De ligger nu i koma på hospitalet og kæmper for livet.

- Jeg kan kun sige, at der er to personer indlagt og deres tilstand er fortsat kritisk, lyder det fra vagthavende hos Udenrigsministeriet Jørgen Christensen til ekstrabladet.dk.

Den sidste søn hastet til Tyrkiet
Det var formentligt høj fart og muligvis træthed, der var skyld i at familien kørte galt på motorvejen i går morges ved 06-tiden. Lokalt politi spekulerede i går i, at den 38-årige far var faldet i søvn bag rattet efter formodentligt flere timers kørsel på vejene.

Yderligere en 15-årig søn af familien, der var i Danmark, da ulykken skete, blev hurtigt med sin faster fløjet til Tyrkiet.

- Vores smerte er for stor. Jeg snakkede med min bror over telefonen for to dage siden, udtaler broderen til Ömer Baydak til lokale medier om tragedien.