Dansk soldat såret af vådeskud

En dansk soldat er blevet såret i Afghanistan, da han blev ramt af skud fra sit eget våben

En dansk soldat i Helmand-provinsen i Afghanistan blev tidlig morgen dansk tid såret af vådeskud.

Hærens Operative Kommando oplyser, at de nærmere omstændigheder omkring ulykken endnu ikke er klarlagt, men at det var et skud fra soldatens eget våben, der sårede ham.

- Ulykken skete lige som soldaterne var kommet ud af lejren ved 05.30-tiden på vej til en opgave. Hvor hårdt såret han er, det ved jeg ikke, udtaler presseofficer Hans Vedholm fra HOK til ekstrabladet.dk.

Soldaten kom straks under behandling på skadestuen i Main Operations Base Price og blev derefter fløjet til felthospitalet i Camp Bastion til videre behandling.

Soldaten har det efter omstændighederne godt. Han skal have yderligere operation på felthospitalet senere i dag.

Soldaten har selv ringet til sine nærmeste pårørende.