Kunstkup på Det Kongelige Teater

Fem malerier blev stjålet under et indbrud på Det Kongelige Teater i København. Men det ene efterlod tyvene på stedet. De fire andre malerier blev fundet i en bil i Brøndby

To malerier af Wilhelm Marstrand, som Statens Museum for Kunst havde lånt ud til Det Kongelige Teater, var blandt udbyttet, da indbrudstyve natten mellem mandag og tirsdag brød ind i teateret i Tordenskjoldsgade 8.

Det ene maleri af Wilhelm Marstrand, Ludvig Holbergs 'Barselsstuen' fra 1845, var for stort for tyvene, så de ødelagde maleriet delvist ved at skære det ud af rammen. Maleriet har en værdi på en kvart million kr.

Det andet Marstrand-maleri var 'Per degn synger for en snaps' fra 1865 til en værdi af 125.000 kr.

De to sidste malerier tilhører Det Kongelige Teater 'Natura Morte' og et maleri af Kong Frederik den Femte. Malerierne har en samlet værdi på cirka en halv million kr.

De fire stjålne malerier blev fundet i går i en parkeret bil i Brøndby, som politiet holdt under observation.

Da en 25-årig mand satte sig ind i bilen, blev han anholdt.

Siger han fandt malerierne
I dag blev han varetægtsfængslet for 11 dage i Københavns dommervagt, mens en 28-årig kvinde, som han havde overnattet hos, fik anholdelsen opretholdt i tre døgn.

Den 25-årige nægter sig skyldig og har forklaret, at han havde fundet malerierne, som han ville aflevere til politiet.

Indbruddet skete gennem et kontor på første sal på teatret. Tyvene kravlede op af et stillads og aflistede en rude. Foruden malerierne stjal tyvene en fladskærm, flere bærbare computere og en flaske champagne.

Det var efter et tip, at politiet anholdt den 25-årige i går. Først troede politiet, at det var en fladskærm i en sort plasticsæk, der lå i bilen, men det viste sig at være lærredet af 'Barselsstuen'.

I bilen lå også de andre malerier og politiet fik tre medarbejdere fra Statens Museum for Kunst, bl.a. en konservator til at sikre malerierne fra bilen.

Nogle af de øvrige tyvekoster blev fundet i den lejlighed i Brøndby, hvor den 25-årige havde overnattet.

Statens Museum for Kunst oplyser, at konservatorer har tilset malerierne og nu er ved at undersøge dem nærmere.

- Vi forventer at kunne restaurere det maleri, der er blevet skåret ud af rammen. En del af lærredet sidder fast på rammen, så vores konservatorer mener, at det kan ordnes, siger Jakob Fibiger Andreasen fra museet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen