Bombetrussel mod turistbus afblæst

Passagererne bliver nu kørt til afhøring på Lyngby politistation

En passager på denne turistbus har truet med en bombe. Han er nu anholdt. (Foto: Kenneth Meyer)
En passager på denne turistbus har truet med en bombe. Han er nu anholdt. (Foto: Kenneth Meyer)

Bombetruslen mod en turistbus på vej til Frankrig er afblæst.

Bussen var ellers bragt til standsning på en rasteplads ved Lyngby, efter et rygte i bussen pludselig fortalte, at en passager havde taget en bombe med om bord.

- Vi fik en anmeldelse fra chaufføren, som frygtede at en af hans passagerer havde en bombe, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk

Bussen var på vej fra Sverige til Frankrig og kom kørende i sydgående retning på motorvejen, da den måtte holde ind på rastepladsen lige over for restaurant Storkereden.

Alle 41 passagerer blev evakueret og politiet afspærrede motorvejen i begge retninger. Den pågældende passager blev anholdt uden dramatik.

Bombehunde har gennemsøgt bussen, og der er ingen sprængstoffer. Derfor har passagererne fået lov til at stige ombord igen.

Tilsyneladende skulle den anholdte have været af i Malmø, men han kom til at køre for langt. Samtidig havde han som den eneste sin bagage inde i selve bussen, oplyser Nordsjællands Politi.

Det er dog endnu uvist, hvordan rygtet om bomben opstod.

- Passagerene bliver kørt på Lyngby politistation, så vi kan få klarlagt helt præcist, hvad der er sket og hvad der førte til denne her bombetrussel. De passagerer, der sad omkring den mand, som blev mistænkt for at have bomben, skal blandt andet afhøres, siger vagtchefen.

1 af 2 Passagererne på vej tilbage i bussen. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 En passager på denne turistbus har truet med en bombe. Han er nu anholdt. (Foto: Kenneth Meyer)