Bandeopgør på Frederiksberg: Tre uskyldige beskudt

Tre personer er forsøgt skudt ved Forum på Frederiksberg. Alt tyder på, at de er blevet forvekslet med AK 81´ere

Politiet har afspærret hele området ved Forum på Frederiksberg.(Foto: Kristian Linnemann)
Politiet har afspærret hele området ved Forum på Frederiksberg.(Foto: Kristian Linnemann)

Politiet oplyser, at der er skudt efter tre personer ved Forum på Frederiksberg, men ingen er ramt.

Der blev affyret mindst fire skud og kuglerne fløj om ørerne på de tre mænd, som blev forvekslet med AK 81´ere.

Flere projektiler ramte fortovet og andre en bygning i nærheden. Studerende fra Niels Brock var tæt på skyderiet, da de fejrede eksamen på gaden foran skolen.

Politiet efterlyser to gerningsmænd, begge unge af anden etnisk herkomst, men det var kun den ene af de to, der skød.

- Vi mener, at skyderiet er banderelateret, siger vagtleder John Hansen, Københavns politigård.

Dét bygger på, at pistolmanden råbte 'AKére' efter de tre mænd, inden han begyndte at skyde.

Men pistolmanden tog tilsyneladende fejl:

- Som det ser ud nu, er der tale om helt tilfældige mænd, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger vagtchef John Hansen. De er i alderen 27-29 år.

Politiet oplyser, at de mænd, der blev skudt efter på Julius Thomsens Plads er 'bredskuldrede' danske mænd. De stod ved en parkeret bil ved kirken og drak sodavand, som de har gjort ofte før, da attentatmændene dukkede op.

Pistolmanden var arabisk af udseende. Han var på cykel, som han smed, før han begyndte at skyde. Han beskrives som 18-20 år, sydlandsk af udseende og buttet til fedladen af bygning.

Han bar knælange cowboyshorts og en mørk Adidas-trøje med striber på ærmerne samt en hvid kasket.

- Han var formentligt sammen med yderligere en person, som også var på cykel. Om ham ved vi, at han har udenlandsk udseende og bar mørkt tøj og mørk kasket, siger efterforskningsleder Lars Feldt.

Løb ind i parken
Da ofrene opdagede, at den ene trak en pistol, løb de ind i parken foran Forum. Begge gerningsmænd cyklede efter skyderiet mod Nørrebro.

ekstrabladet.dk´s mand på stedet oplyser, at politiet er ved at afhøre flere mænd på stedet. Det er muskuløse, rocker-lignende personer, oplyser han.

- De er bodybuildertyper med tatoveringer, men så vidt jeg kan se ingen tatoveringer, der er HA-relaterede, siger han. Det underbygger teorien om, at de tre ofre er blevet forvekslet med AK 81´ere.

Hele parkanlægget foran Forum hallen er spærret af.

Politiet efterlyste en sølvfarvet Citroën C1 på nummerpladen i forbindelse med skyderiet ved Forum, men den viser sig nu intet at have med skyderiet at gøre. Ejeren kom selv til gerningsstedet, da hun hørte, at hendes bil var efterlyst, fortæller den centrale efterforskningsleder.

Skyderiet skete, mens studerende fra Niels Brock fejrede deres eksamen. - Det er helt forfærdeligt, siger en af studenterne til ekstrabladet.dk, mens de nyder deres drinks i sommervarmen.

1 af 2 Her afhører politiet et vidne. (Foto: Kristian Linnemann)
2 af 2 Politiet har afspærret hele området ved Forum på Frederiksberg.(Foto: Kristian Linnemann)