Politi på sporet af Netto-overfaldsmænd

Politiet har navnene på to mænd, der deltog i overfald på ansatte i en Nørrebro-Netto i København. Vi håber, de melder sig selv, siger den centrale vagtleder

Københavns Politi har identificeret to mænd, der onsdag aften var med til at overfalde to ansatte i et Netto-supermarked i Blågårdsgade på Nørrebro i København.

- Vi har opsøgt deres adresser og lagt gift ud, som vi kalder det. De ved, at vi puster dem i nakken, og vi håber, at de melder sig selv, siger den centrale vagtleder Thomas Dürr.

Ifølge politiet har den ene gennem noget familie meddelt, at han agter at melde sig.

I forvejen er en 22-årig mand blevet varetægtsfængslet i foreløbig 10 dage for overfaldet.

De tre mænd kastede sig over personalet, da de blev bedt om at skifte kassekø, fordi et kasseapparat ikke virkede.

De to Netto-ansatte måtte en tur på skadestuen efter overfaldet.