Fire afhuggede hoveder lå langs vejen

Politiet gjorde makabre fund i Guatemalas hovedstad

På jorden imellem benene på politifolkene ligger et af de fire afhuggede hoveder, der i dag lå henkastet i Guatemala City. (Foto: AP)
På jorden imellem benene på politifolkene ligger et af de fire afhuggede hoveder, der i dag lå henkastet i Guatemala City. (Foto: AP)

Fire afhuggede hoveder blev torsdag fundet i eksklusive dele af Guatemalas hovedstad, Guatemala City, oplyser Associated Press.

Politiet mener, at drabene er hævnakter for myndighedernes nylige anslag mod organiseret kriminalitet.

Et afhugget hoved blev fundet ved hovedindgangen til kongresbygningen, et andet var placeret nær en brandstation, det tredje lå på trapperne ind til et populært indkøbscenter, mens det fjerde hoved lå henkastet i et boligkvarter.

Fastklæbet på hovederne var skrevne budskaber, der beskyldte regeringen for at være skyld i drabene.

- Gerningsmændene har efterladt hovederne på offentlige steder med en masse fodgængere, så man var sikker på, at mange ville se dem, siger polititalsmand Donald Gonzalez.

Politiet har fundet to kroppe, som menes at matche to af de afhuggede hoveder. Ingen af de dræbte er blevet identificeret, og der er endnu ikke foretaget anholdelser i den makabre sag.

Drabene kommer efter anholdelser af flere højt profilerede narkoforbrydere, og efter at skærpede regler har gjort det sværere at smugle narko, alkohol og våben ind i landets fængsler, beretter Gonzalez.