Katolsk præst dømt for børneporno

En katolsk præst blev ikke fyret, selvom han blev dømt for at være i besiddelse af børneporno

En præst i den katolske kirke i Danmark har de seneste fem år fortsat sit virke som præst, selv om han i 2005 blev dømt for besiddelse af børneporno på sin computer.

Han har blandt andet undervist børn og unge i menigheden i den mellemliggende periode, skriver Politiken fredag.

Vendt hjem
For ti dage siden sendte den katolske kirke en pressemeddelelse ud, som blot konstaterede, at en præst var fritaget for tjeneste, mens der føres en tjenstlig undersøgelse mod ham, og at præsten er vendt tilbage til sit hjemland. Men det fremgik ikke af pressemeddelelsen, hvad sagen gik ud på.

Menighedsrådets formand blev af den katolske biskop Czeslaw Kozon udelukkende orienteret om, at præsten stoppede og forlod landet.

- Vi fik faktisk ikke mere at vide end det, der står i pressemeddelelsen, siger menighedsrådsformanden, der er chokeret over nu at få at vide gennem Politiken, at det handler om en dom for besiddelse af børneporno.

Hentede 38 filmklip
Menighedsrådsformanden mener, at hvis kirken havde kendt til sagen for fem år siden, ville ledelsen have overvejet, om præsten kunne beholde sin stilling. Den katolske kirke ønsker ikke at svare på, hvorfor den dømte præst kunne fortsætte i så mange år som præst efter sin dom for børneporno. Og hvorfor præsten først nu er fritaget for tjeneste.

- Sager, der har været gennem retsmaskineriet, er omfattet af tavshedsregler, så man ikke kan udtale sig, siger den katolske kirkes talsmand, sognepræst Niels Engelbrecht, til Politiken.

Den katolske præst blev dømt for blandt andet at hente 38 filmklip med unge under 18 år fra pornografiske sider ned på sin computer fra internettet mod betaling. Præsten fik en straf på 20 dagbøder af 300 kroner og fik konfiskeret sin computer, fremgår det af dommen.