Voldsom brand i København

Københavns brandvæsen har her til morgen kæmpet med at slukke en voldsom brand i en beboelsesejendom i Sydhavnen. Omkring 100 mennesker fra mindst 13 opgange evakueret

Branden i Københavns Sydhavn tog over halvanden time at slukke. (Foto: Kenneth Meyer)
Branden i Københavns Sydhavn tog over halvanden time at slukke. (Foto: Kenneth Meyer)

Røgen kunne ses kilometer væk, da en brand udviklede sig voldsomt, og spredte sig til en hel boligkarré i Københavns Sydhavn.

Omkring 100 beboere måtte evakueres fra mindst 13 opgange på både Mozartsvej, Beethovensvej og Schubertsvej, mens brandvæsenet kæmpede med at få bugt med flammerne.

Politiet kan endnu ikke sige, om nogen er kommet til skade under branden.

- Vi håber og tror, at alle er ude, men de er stadig i gang med sluknings- og efterslukningsarbejdet derude, og bagefter må vi så op og kigge, siger Københavns Politis centrale vagtleder til ekstrabladet.dk.

Ukendt brandårsag
Han oplyser, at branden brød ud ved 5-tiden i morges.

- Den udviklede sig rimelig kraftigt, og her halvanden time senere er den stadig ikke slukket, siger han til ekstrabladet.dk kl 6.30.

Brandvæsenet har så vidt vides ikke måttet redde nogen ud af deres lejligheder, og derfor håber man, at alle har nået at komme sikkert ud ved egen hjælp.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der har forårsaget branden.

1 af 2 Ilden brød ud omkring kl. 5 onsdag morgen. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 Branden i Københavns Sydhavn tog over halvanden time at slukke. (Foto: Kenneth Meyer)