Tre indvandrere overfaldet af AK 81

I dag startede retssagen mod en flok rockerhvalpe fra AK 81, der er tiltalt for et planlagt overfald på tre indvandrere

Tre unge indvandrere faldt i et baghold på Nørrebro i København, da en flok rockerlærlinge fra AK 81 gik løs på dem med køller foran Brorsons Kirken i Rantzausgade.

Overfaldet var et led i bandekrigen, mener politiet, der har rejst tiltale mod syv AK 81´ere.

I dag startede retssagen mod fem af de tiltalte, men der skulle have siddet flere på anklagebænken.

To af dem blev imidlertid varetægtsfængslet i onsdags for drabsforsøg efter politiets store aktion mod Hells Angels og AK 81, hvor 13 blev anholdt og varetægtsfængslet for fem drabsforsøg.

Derfor må sagen mod de to fængslede køre særskilt på et senere tidspunkt. Også sagen mod en ottende AK 81´er, der er kendt som livvagt for Jørn Jønke Nielsen, er blevet udsat til senere, fordi hans forsvarer ikke har tid.

Vold og afpresning
Anklageskriftet mod de fem fra AK 81 taler både om grov vold, afpresning og våbenbesiddelse.

Overfaldet ved Brorsons Kirke blev begået af en stor flok fra AK 81, men kun seks af overfaldsmændene er identificeret.

De tre indvandrere kom gående i Rantzausgade ud for kirken, da den ene forsætligt blev kørt ned bagfra. Han blev omringet af rockerne og sparket og slået med køller, så han fik brud i nakken og flænger i ansigtet, som måtte syes.

Den anden indvandrer slap fra overfaldet ved at cykle fra stedet, mens den tredje blev slået bagfra og løb til Henrik Rungs Gade, hvor han forsøgte at forskanse sig i en opgang. Men AK 81´erne løb efter og forsøgte at slå døren til opgangen ind.

Ifølge tiltalen var overfaldet planlagt 'som led i et gensidigt opgør' og blev udført af AK 81 'i forening og efter fælles aftale'.

Offer fik blødning i hjernen
Tre af AK 81´erne er også tiltalt for et overfald i Vindinge ved Roskilde begået sammen med mindst to andre fra AK 81, hvor en ung mand blev sparket og slået, blandt andet med slagvåben, så han fik en mindre blødning uden på hjernen og muligvis bliver hjerneskadet.

Han fik også flænger ved øjnene, som måtte syes.

To af de tiltalte stod, ifølge anklageskriftet, også bag afpresning i Roskilde sammen med en tredje rocker. De forsøgte med trusler med kniv og en gummihammer, at inddrive 11.000 kr. hos en ung mand, mens hans kammerat fik en 'dummebøde' på 5000 kr.

Hos en af de tiltalte rockerlærlinge fandt politiet en skarpladt .357 magnum revolver.

Retssagen i dag fik en kaotisk start, fordi anklageskriftet i hast måtte ændres efter anholdelsen i sidste uge af to af de tiltalte for drabsforsøg. Flere af forsvarerne mente ikke, at de havde haft tid til at sætte sig ind i en masse nyt materiale.

Sagen fortsætter tirsdag ved København Byret, der har afsat syv dage til sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen