65 bandefolk fængslet i år

Der er stilhed i skyderierne i København. En del af forklaringen er fængslingen af 65 bandefolk på godt fire måneder

Ahmad Reza Jamali, 26, blev dræbt ved Christiania 1. juli sidste år. En HA´er er fængslet for drabet og i dag kræves en HA-hangaorund også fængslet.(Foto: Thomas Lekfeldt)
Ahmad Reza Jamali, 26, blev dræbt ved Christiania 1. juli sidste år. En HA´er er fængslet for drabet og i dag kræves en HA-hangaorund også fængslet.(Foto: Thomas Lekfeldt)

Bandeenheden hos Københavns politi har i år sat 65 bandemedlemmer ud af spillet.

Med fængslingerne af 13 rockere fra Hells Angels og AK 81 i onsdags, har bandeenheden siden 1. januar fået sat de 65 bandefolk bag tremmer på sigtelser fra ulovlige våben, over narkotika til drabsforsøg og drab.

- Det er vi godt tilfredse med. Vi holder trykket på banderne, både med en massiv efterforskning og den operative indsats på gaden, som skal skabe tryghed, siger chefen for bandeenheden Henrik Svindt til ekstrabladet.dk.

I år har der 'kun' været tre skudepisoder i København, mens der sidste år var tæt på 40.

- De tre skudepisoder i år har været interne opgør mellem indvandrerbander og kan ikke tilskrives bandekonflikten. I to af skudepisoderne blev ingen ramt og i den tredje sag, hvor to blev såret, har vi to varetægtsfængslede, siger Henrik Svindt.

Skyderiet, hvor to på 20 og 22 år blev såret i ballen og lysken, skete den 11. februar i Heimdalsgade på Nørrebro.

122 fængslet sidste år
Henrik Svindt siger, at de mange varetægtsfængslinger og beslag af skydevåben har lagt en dæmper på skyderierne, selvom konflikten mellem Hells Angels og indvandrerbanderne stadig ulmer.

- Vi følger udviklingen nøje, men der er ingen grund til at piske en stemning op, som nogen forsøger, når de siger, at indvandrergrupperne nu vil udnytte situationen, fordi Hells Angels er svækket efter fængslingerne. Det har vi ingen indikationer på, siger Henrik Svindt.

Sidste år hvor kuglerne fløjtede rundt på gaderne i København fik Københavns bandeenhed varetægtsfængslet 122 personer for banderelateret kriminalitet.

I dag kræver bandeenheden en 22-årig hangaround fra Hells Angels varetægtsfængslet for medvirken til drabet den 1. juli sidste år på Refshalevej, hvor den 26-årige Ahmad Reza Jamali blev skudt i nakken, mens han sad i sin bil.

Hells Angel tiltalt for drab
Et fuldgyldigt medlem af Hells Angels sidder i forvejen fængslet for drabet på Ahmad Reza Jamali og han er netop blevet tiltalt i sagen.

- Jeg kan ikke komme ind på hvilken rolle den 22-årige hangaround spiller i drabet, siger Henrik Svindt.

Drabet regnes for et opgør om hashmarkedet på Christiania og forbindes med mordet tre dage senere på gangsteren Olcay Ünal, 33, der blev lokket i baghold under sørgehøjtideligheden for Ahmad Reza Jamali og skudt ned på Theklavej i NV-kvarteret.

1 af 2 Chefen for bandeenheden Henrik Svindt oplyser, at 65 bandefolk er fængslet i år.(Foto: Jens Dresling)
2 af 2 Ahmad Reza Jamali, 26, blev dræbt ved Christiania 1. juli sidste år. En HA´er er fængslet for drabet og i dag kræves en HA-hangaorund også fængslet.(Foto: Thomas Lekfeldt)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen