Mistænkt for våbensmugling løsladt

Danskeren Niels Holck blev sat fri efter retsmøde i Hillerød - men sagen om udlevering til Indien, hvor han er tiltalt for at stå bag våbensmugling, fortsætter

Niels Holck - tidligere kendt som Niels Chr. Nielsen - blev sat på fri fod efter retsmøde lørdag. (Arkivfoto fra Polfoto)
Niels Holck - tidligere kendt som Niels Chr. Nielsen - blev sat på fri fod efter retsmøde lørdag. (Arkivfoto fra Polfoto)

Se hvad der skete under retsmødet - minut for minut - her!

Som ventet blev Niels Holck, 48, alias Niels Chr. Nielsen, sat på fri fod efter lørdagens retsmøde i Hillerød. Han skal dog aflevere sit pas, og indtil sagen er endeligt afgjort melde sig hver anden dag til politiet.

Søsteren Hanne Nielsen og konen Sandra var mødt op i retten.

- Jeg håber, at min bror kan afsone en evt. straf i Danmark, forklarede søsteren Hanne Nielsen til ekstrabladet.dk, inden hun gik ind i retten.

Niels Holck har været gift med Sandra i seks år. Og sammen har de to børn. Hun ønskede ikke at sige noget inden retsmødet.

Sov dårligt i cellen
Holck smilede under retsmødet, men forklarede, at han havde sovet dårligt under opholdet i Vestre Fængsel. Han forklarede også, at han er nært knyttet til sin mor og sine to søstre. Moderen er i 70'erne og bor i Hørsholm.

Undervejs i det timelange retsmøde afviste Niels Holck i øvrigt, at hans handlinger i Indien var ulovlige. Det samme gjorde hans forsvarer Tyge Trier:

- Bevægelsen, Niels Holck støttede, er en humanitær organisation. Og justitsministerets nye afgørelse om at udlevere Niels Holck er under lavmålet, mente forsvareren.

Han henviste til, at sagen tidligere er blevet afvist i Danmark af netop justitsministeriet. Og intet har ændret sig siden. Heller ikke den nye terrorlov, som ministeriet nu bruger, har relevans for sagen, mener Tyge Trier.

- Alle ved, at Holck er tiltalt for en politisk forbrydelse, som man ikke kan udleveres til, sagde forsvareren i retten.

Se hvad der skete under retsmødet - minut for minut - her!

Han vil flygte
Anklageren i sagen var af gode grunde helt uenig. Og hun forlangte, at Niels Holck som minimum fængsles i surrogat.

- Holck er stukket af fra Danmark i forbindelse med kriminalitet og er desuden stukket af flere gange i udlandet, sagde anklageren. Holck stak af fra politiet i 1982 og arbejdede siden med udviklingsarbejde i blandt andet Guatamala og Rusland.

- Meldepligten skal sikre, at Holck ikke går under jorden, sådan som han har gjort tidligere.

Det var dommeren enig i og gik med på de betingelser, anklageren forlangte. Sagen kommer nu til at fortsætte ved retten - herunder landsretten og muligvis også højesteret. Med andre ord kan der gå meget lang tid, før en eventuel udlevering sker.

Har erkendt
Niels Holck har tidligere erkendt på blandt andet tv (interview med DR2/red.), at han var med i den fanatiske indiske sekt Ananda Marga og deltog i en våbensmugling i 1995. Det er den sag, som de indiske myndigheder vil have danskeren dømt i.

Sekten var i 80´erne stærk i Danmark og var under overvågning af Politiets Efterretningstjeneste, bl.a. fordi sektens hemmelige undergrundsbevægelse 'Prout' var aktiv i Danmark. Mange vil kunne huske sektens grafitti rundt om i København, hvor der stod 'Danefærd' og 'Prout'.

Ananda Marga blev grundlagt af jernbanearbejderen Shiri Shiri Anandamuri alias Prabhat Sarkar, der døde i 1990. Sekten går ind for et totalitært verdensrige, som efter revolutionen skal ledes af en gruppe på seks medlemmer. Et af deres symboler var det gamle svastika-tegn, hagekorset.

Dødsdom må ikke eksekveres
Justitsministeriet har stillet en række krav til Indien for at udlevere Niels Chr. Nielsen. Bl.a. må en eventuel dødsdom ikke blive eksekveret og efter en dom i Indien skal han senest tre uger efter den endelige dom sendes hjem til Danmark til afsoning af straffen.

Danskeren - som gik under navnet Kim Peter Davy - nedkastede ifølge de indiske myndigheder geværer, raketter og granater til sekten i Vest Bangalen den 17. december 1995.

Han har selv skrevet en bog om sagen med titlen 'De kalder mig terrorist'.

Hans medsammensvorne briten Peter Bleach blev anholdt og dømt for våbensmuglingen og tilbragte otte år i fængsel i Calcutta. Den russiske besætning på smugler-flyet fik seks års fængsel.

Ananda Marga blev anset som en farlig oprørsbevægelse i Indien. Våbensmuglingen omfattede 240 AK 47 Kalashnikovgeværer, 81 raketstyr og en masse granater.

Niels Chr. Nielsen, der i sin tid blev kendt som 'barfods-røveren' fordi han flygtede fra politiet på bare fødder efter at han var anholdt for to pengetransportrøverier i Nivå, har de senere år opholdt sig i Danmark trods Indiens efterlysning af ham via Interpol.

- Vi har været klar over, at han var i Danmark siden cirka 2001, siger chefanklager Arne Stevns til ekstrabladet.dk.

Se hvad der skete under retsmødet - minut for minut - her!

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen