Eftersøgte voldsmænd fængslet

To mænd med tæt tilknytning til Hells Angels er nu bag lås og slå

To med tæt tilknytning til Hells Angels i København er i dag blevet varetægtsfængslet for særdeles grov vold. (Arkivfoto: Jan Grarup)
To med tæt tilknytning til Hells Angels i København er i dag blevet varetægtsfængslet for særdeles grov vold. (Arkivfoto: Jan Grarup)

To mænd med tæt tilknytning til Hells Angels er i dag blevet fremstillet i Københavns Dommervagt. De to mænd er begge i starten af 30erne, og sigtet for et meget groft overfald den 4. marts i år. Her blev en 36-årig mand overfaldet på gaden på Østerbro, hvor han fik slag, spark og tæsk med et stumpt instrument - muligvis en ratlås eller et baseballbat. Mindst tre slag mod hovedet og over 20 gange på resten af kroppen.

Manden brækkede en arm og måtte syes med 30 sting. Han er meget kendt af politiet for forskellige former for kriminalitet, men hvorfor han skulle overfaldes, det vides ikke.

– De er jo ikke voldsomt meddelsomme i det miljø, siger efterforskningsleder ved bandeenheden, Københavns Politi Jesper Simonsen.

Voldsom anholdelse
Den 31-årige af de to anholdte er en hangaround til Hells Angels. Han blev i går anholdt i Jægersborggade på Nørrebro, hvor han kom gående på gaden. Her opdagede politiet ham tilfældigt, og han satte sig voldsomt til nødværge, da de ville anholde ham. Han bankede hovedet ned i asfalten, før han blev lagt i håndjern og kørt væk. Bagefter blev hans lejlighed gennemsøgt og ransaget.

Den 32-årige blev anholdt et andet sted i København i går.

De blev fremstillet bag lukkede døre og varetægtsfængslet i 27 dage.