Masseanholdelser ved højredemo i England

Uroligheder i den engelske by Bolton, da højreekstremister og antifascister stødte sammen

Et medlem af det højreorienterede English Defence League bliver her anholdt under lørdagens demonstration i Bolton. (Foto: AP)
Et medlem af det højreorienterede English Defence League bliver her anholdt under lørdagens demonstration i Bolton. (Foto: AP)

Politiet i det nordvestlige England har anholdt 74 personer i forbindelse med voldelige sammenstød mellem højreorienterede og antifascistiske demonstranter.

Tusinder af mennesker sluttede sig lørdag til et massemøde i byen Bolton arrangeret af The English Defence League (EDL), der de seneste måneder har gennemført adskillige demonstrationer mod islamisk ekstremisme i Storbritannien.

En moddemonstration blev arrangeret af Unite Against Fascism (UAF), og politiet beskylder demonstranter herfra for det meste af volden. Ifølge politiet er 55 af de anholdte fra UAF, mens ni er fra EDL.

- I dag har vi i Bolton oplevet grupper af mennesker, hovedsageligt tilknyttet UAF, indlade sig i voldelige konfrontationer, siger Garry Shewan, talsmand for politiet i Manchester.

- Det står klart for mig, at et stort antal har deltaget med det ene formål at forstyrre den offentlige orden, og deres handlinger har været helt igennem uacceptable, siger han.

Talsmand for UAF, Anindya Bhattacharyya, afviser, at den antifascistiske gruppe stod bag nogen form for vold.

- Politiet angreb en fredelig demonstration, siger han.

Da demonstrationerne var på deres højeste, befandt der sig 2000 højreekstremister og 1500 antifascister i det centrale Bolton, siger politiet.