Drabsefterlyst er dømt for drab

Marian Clita, 58-årig rumæner, der efterlyses for mordet på SAS-stewardessen, er idømt 20 års fængsel for drab i Rumænien

Et ældre foto af den eftersøgte Marian Clita, der nu jages i Danmark for drab.
Et ældre foto af den eftersøgte Marian Clita, der nu jages i Danmark for drab.

Den 58-årige rumæner, som politiet nu efterlyser for mordet på den norske stewardesse Vera Vildmyren, 42, er ifølge politiets oplysninger tidligere idømt 20 års fængsel for drab i Rumænien.

Det skete i 1985 og offeret var en dissident Gheorghe Emil Ursu - en af det kommunistiske Nicolae Ceausescu styres største kritikere. Han blev angiveligt tævet ihjel.

- Vi har fået oplyst, at han er idømt 20 års fængsel for drab i Rumænien, men vi har endnu ikke fåët det officielt bekræftet, siger Henning Schou Kofoed, drabsafdelingen til ekstrabladet.dk.

Marian Clita var en gemen tyveknægt, der afsonede en dom for indbrud, da han slog cellekammeraten Gheorghe Ursu ihjel. Mistanken var, at Marian Clita var betalt af Rumæniens hemmelige politi Securitate til at begå drabet, som han efterfølgende har tilstået.

Han fik 20 års fængsel, men dommen blev halveret til 10 år og han blev løsladt i 2008 på grund af god opførsel. Det skriver flere rumænske aviser.

Til trods for sin egen voldelige fortid demonstrerede Marian Clita i 2009 foran politihovedkvarteret i Bukarest mod løsladelsen af en fange, som Marian Clita mente var farlig. Han lænkede arme og ben sammen på sig selv og havde et skilt på maven, hvor der stod: 'Ingen mad. Ingen vand'.

Var fire timer på hotellet
Rumæneren kom til Hotel Radisson på Amager Boulevard kl. 17.20 i mandags og forlod hotellet igen kl. 21.15. Han var ikke indlogeret som gæst, men opholdt sig blandt andet på Casino Copenhagen.

Politiet mener, at rumæneren stjal Vera Vildmyrens pung, betalingskort og hendes mobiltelefon af mærket Samsung. Motivet peger således på rovmord.

Hvor er han ?
- Vi ved ikke, hvor Marian Clita har opholdt sig i København eller hvor længe, han har været her. Vi håber på tips - også gerne anonyme - om, hvor han befinder sig, siger politikommissær Henning Schou Kofoed.

Marian Clita er 170 cm. høj og almindelig af bygning. Han er ukendt hos dansk politi.

Politiet vil ikke løfte sløret for beviserne mod Marian Clita, men de er så solide, at politiet vil gå i retten for at få en fængslingskendelse, så han kan efterlyses med en international arrestordre.

Obduktionen af den 42-årige mor til to børn på 14 og 16 år er endnu ikke slut. Men obduktionen viser, at hun blev udsat for massiv stump vold og knivstik, oplyser Henning Schou Kofoed.

Politiet har fundet flere gerningsvåben på hotelværelset.

- Hun har fået massive skader efter kraftig vold mod hovedet og den øverste del af brystet. Der er også anvendt en kniv, siger Henning Schou Kofoed.

Medbragte våben
Politiet vil ikke sige, hvilke våben der er anvendt: - Det skal Marian Clita selv forklare os, når vi finder ham. Det er våben, som han selv har medbragt, siger Henning Schou Kofoed.

Politiet fik identificeret Marian Clita allerede i går og forsøgte at opspore ham i København. Byens hoteller fik alle hans foto i håbet om, at han var gæst på et hotel.

- Vi har ledt massivt efter ham i København, men forgæves. Derfor efterlyser vi ham offentligt, siger Henning Schou Kofoed.

Han vil ikke oplyse nærmere om, hvordan Marian Clita blev identificeret eller præcist hvor på hotel Radisson at overvågningsbillederne af Marian Clita er taget. Men han er set både på casinoet og i en elevator.

Politiet mener, at Vera Vildmyren blev et tilfældigt offer for rovmorderen. Politiet tror ikke, at hun har mødt ham tidligere på aftenen. Hun var ikke på hotellets casino.

Vera Vildmyren gik ind på sit værelse kl. 16.04 og hun forlod det ikke igen, mener politiet.

- Der har ikke været nogen kontakt mellem de to, før drabet sker, siger drabschef Ove Dahl. Han er tilbøjelig til at tro, at Marian Clita gik rundt på hotellet for at finde et offer.

Vera Vindmyren var ansat i SAS i over 20 år og fløj på interkontinentale ruter. Hun var født i Skien og boede med sin familie i Grindvold, Lunner.

1 af 2 Marian Clita, 58, er dømt for drab i Rumænien.8Foto: politiet)
2 af 2 Et ældre foto af den eftersøgte Marian Clita, der nu jages i Danmark for drab.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen