Chef: Omringede betjente handlede korrekt

- Vi er ikke ude på at starte tredje verdenskrig i Tingbjerg, siger vagtleder, efter at to betjente i aften måtte lade anholdte gå i Tingbjerg

De to betjente, der i aften blev omringet af 10-15 unge mænd i Tingbjerg ved København og måtte lade tre anholdte gå, handlede korrekt i situationen, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings, til ekstrabladet.dk.

Betjentene var på almindelig patrulje i området, og da de i patruljebilen nærmede sig en gruppe unge mænd, løb de unge mænd i alle retninger, mens en af dem smed noget fra sig. Betjentene kørte frem mod det henkastede og konstaterede, at det drejede sig om en riffel. Tre unge mænd blev anholdt. Men lige så hurtigt som de 10-15 unge havde gjort sig usynlige ved politiets tilstedekomst, lige så hurtigt dukkede de op igen, og da de omringede betjentene og havde en truende adfærd, lod betjentene de anholdte gå. De tre anholdte blev af venner kørt væk i en rød bil, mens den øvrige gruppe forsvandt.

- De handlede efter min mening helt korrekt i situationen. De skal i første omgang tænke på deres egen og kollegaens sikkerhed. De sikrede sig riflen, og der er nu en riffel mindre i Tingbjerg, siger central vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings, til ekstrabladet.dk.

Riflen viste sig at være en kraftig jagtriffel, der på snigskyttemanér var udstyret med både kikkertsigte og lyddæmper.

- Det viser jo, at der er alvorlige våben til stede, siger vagtleder Mads Firlings til Ritzau.

Episoden får ikke politiet til at ændre adfærd i Tingbjerg.

- Vi doserer altid antallet af betjente i forhold til de konkrete opgaver, og de kvarterer vi arbejder i. Her havnede to kolleger i en uventet situation, men det får os ikke til at opruste specifikt i forhold til Tingbjerg. Vi er ikke ude på at starte tredje verdenskrig i området, siger Mads Firlings.

- Hvad skal der nu ske efterforskningsmæssigt?

- Kollegerne skal kigge på en pokkers masse fotos for at se, om de kan identificere de tre, der var anholdt, og den øvrige gruppe, og så må vi tage den derfra. Riflen skal selvfølgelig undersøges, og det kan være, der dukker spor op ad den vej, siger Mads Firlings til ekstrabladet.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere