Jetsetdronningen slipper med bøde

Så faldt dommen i sagen mod den 40-årige narkotiltalte jetsetdronning - Hun slipper med bøde på 20.000 kroner eller 14 dages fængsel

Jetsetdronningen har hele dagen virket forstenet i retten. (Foto: Kristian Linnemann/Jørgen Bitsch)
Jetsetdronningen har hele dagen virket forstenet i retten. (Foto: Kristian Linnemann/Jørgen Bitsch)

KØBENHAVNS BYRET (ekstrabladet.dk): Nok har de røde løbere i den sidste tid været skiftet ud med et gråt og trist væg til væg tæppe under retssagen mod den 40-årige narkotiltalte kvinde i Københavns Byret, men nu kan jetsetdronningen muligvis snart skridte de hjemmevante gyldne plysbaner af igen.

Den 40-årige forretningskvinde, jetsetkendis, rigmandsdatter og småbarnsmor er nemlig netop blevet kendt skyldig og idømt en bøde på 20.000 kroner for besiddelse af narkotika.

Fra 170 til 6 gram kokain
Hvis kvinden ikke betaler, veksles bøden til fængsel i 14 dage. Det har domsmandsretten i Københavns Byret netop afgjort efter tre lange retsdage.

Kvinden blev dog ikke dømt for de i tiltalen 170 gram kokain. Retten fandt det kun bevist, at hun har været i besiddelse af 6 gram kokain.

Ingen reaktion hos jetsetdronningen
Under det meste af retssagen har kvinden demonstrativt siddet med ryggen til tilhørerne og med siden til anklagemyndigheden. Kun da den narkobetjent, som i sin tid afhørte hende, skulle afhøres, vendte hun sig direkte om mod vidneskranken og nedstirrede ham.

I dag har kvinden optrådt nærmest apatisk forstenet, indesluttet og kigget stift frem for sig, som var hendes tanker et helt andet sted end det retslokale, hvor hun selv var omdrejningspunkt og hovedperson i en narkosag.

- Det sidste år har været et helvede. Det har været rædselsfuldt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få etableret en ny tilværelse igen og forsørge mine børn, var kvindens sidste ord inden proceduren.

Kys fra forsvareren
Dommeren lagde vægt på, at anklagemyndigheden ikke havde kunnet bevise, at jetsetdronningen har været i besiddelse af det kvantum på 170 gram kokain, som tiltalen lød på.

Jetsetdronningen tog selv dommen med ro og uden nævneværdig reaktion. Kvindens forsvarer Jørgen Lange kvitterede efter dommen med et halvt knus og et kys på kinden af den 40-årige dømte kvinde. Hun ønskede ikke selv at give interview efter dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen