Byrådsmedlem stukket ihjel ved jobcenter

56-årigt nyvalgt byrådsmedlem fra Struer stukket ihjel i morges ud for sin arbejdsplads, jobcentret i Holstebro

Den 56-årige Birthe Christiansen, som i morgens blev stukket ihjel foran sin arbejdsplads, jobcentret i Holstebro, blev i november valgt til Struer byråd for Socialdemokraterne. (Foto fra kommunens hjemmeside)
Den 56-årige Birthe Christiansen, som i morgens blev stukket ihjel foran sin arbejdsplads, jobcentret i Holstebro, blev i november valgt til Struer byråd for Socialdemokraterne. (Foto fra kommunens hjemmeside)

Det er det 56-årige byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Struer, socialrådgiver Birthe Christiansen, som i morges blev stukket ned foran jobcentret i Holstebro.

Det skriver Dagbladet Holstebro/Struer, som fortæller, at flaget vajer på halv stang ved rådhuset i Struer, hvor chok og fortvivlelse ramte, da det kom frem, at den 56-årige kvinde, der kort efter klokken 8 onsdag morgen blev stukket ned på p-pladsen ved Brogården i Holstebro, er Birthe Christiansen fra Hjerm.

- Jeg er dybt rystet og chokeret over, at sådan noget kan ske, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj, partifælle til den dræbte.

Et godt og et rart menneske
- Birthe Christiansen var et godt og rart menneske. Meget omgængelig. Kort sagt et meget ordentligt menneske. Så der er for mig at se slet intet i hendes facon, der kan forklare, at nogen kan finde på at gøre noget så forfærdeligt, siger Niels Viggo Lynghøj, til jp.dk.

Birthe Christiansen, der boede i Øster Hjerm, blev i november valgt ind i byrådet for Socialdemokraterne og kom i teknik- og miljøudvalget. Borgmesteren fortæller, at Birthe Christiansen så sent som i aftes deltog i byrådsmødet. Her blev hun desuden valgt ind i fritids-og kulturudvalget.

Birthe Christiansen efterlader mand og to voksne børn.

Borgmesteren vil senere i dag orientere politikerne om det tragiske dødsfald.

1 af 2 Politiet i gang med undersøgelser på det sted uden for jubcentret i Holstebro, hvor Birthe Christiansen i morges blev stukket ihjel. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
2 af 2 Den 56-årige Birthe Christiansen, som i morgens blev stukket ihjel foran sin arbejdsplads, jobcentret i Holstebro, blev i november valgt til Struer byråd for Socialdemokraterne. (Foto fra kommunens hjemmeside)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen