Røver fik tæsk med kæp

Kioskejer bankede røver med kæp og holdt ham fast, indtil politiet nåede frem

En 30-årig mand fra Fredericia forsøgte sig i aftes som røver, men det endte helt galt, og hvis han blot har en lille smule omløb i hovedet, er det sidste gang, han forsøger sig i den metier.

Ved 22-tiden mandag aften gik manden, der var bevæbnet med en kniv, ind i Kiosk Stjernen i Fredericia.

Her truede han den kvindelige ekspedient og krævede dagens omsætning udleveret.

Men ud fra kioskens baglokale trådte kioskejeren, kvindens mand, og bevæbnet med en kæp begyndte han resolut at lade slagene hagle ned over den chokerede røver.

Da den 30-årige tabte kniven, kastede kioskejeren sig over ham og holdt ham fast, indtil politiet nåede frem.

- Røveren klagede en del over smerter i armen og mente, at den var brækket, men det viste sig blot at være ømhed efter mødet med kæppen. Jeg vil tro, at han har fået sig en gevaldig lærestreg, så han afholder sig fra at forsøge sig som røver igen, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til ekstrabladet.dk.

Den detroniserede røver er ikke kendt for lignende forhold fra tidligere, og han vil sandsynligvis blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen