Op mod 200 anholdt på Christiania

Kæmpe politiaktion på Christiania efter ballade under klimafest

Politiet har foretaget masseanholdelser på Christiania. (Foto: Mogens Flindt)
Politiet har foretaget masseanholdelser på Christiania. (Foto: Mogens Flindt)

Op mod 200 personer er blevet anholdt oven på balladen på Christiania i København. Det bekræfter politiet over for ekstrabladet.dk.

- 150-200 personer er blevet administrativt frihedsberøvet, fortæller politiets pressetalsmand Johnny Lundberg til ekstrabladet.dk.

Ifølge ekstrabladet.dk's udsendte er mange af de anholdte helt unge mennesker.

Anholdelserne skete omkring klokken 23.43, da politiet rykkede ind på Staden, efter ballademagere i to omgange havde lavet barrikader foran hovedindgangen på Prinsessegade, sat ild til det og kastet brandbomber og andet efter politiet.

Omkring klokken 00.53 begyndte politiet at ekskortere de anholdte ud af Christiania og sendt afsted med busser. På jorden, hvor de anholdte var placeret i futtog, var der våde pletter efter at flere af de unge simpelthen havde tisset i bukserne.

Der er lige nu forholdsvis roligt, men der har i den grad været bål og brand i løbet af aftenen, hvor Christiania på nogle tidspunkter har lignet en krigszone, fortæller ekstrabladet.dk's udsendte.

Demonstranter kaster glas
Politiet har været til stede uden for Christiania det meste af aftenen, fordi der er blevet holdt stor fest for de mennesker, der deltog i dagens store klimademonstration. 500 mennesker festede i et cirkustelt inde på staden, hvor der blev afholdt en koncert. Politiets mål var at forhindre festen i at rykke ud af Staden.

Balladen begyndte omkring klokken 22.30, da festdeltagere byggede barrikader uden for hovedindgangen på Prinsessegade med brandbare materialer på stedet, hvor politiet de sidste timer har været massivt til stede for at forhindre at festen rykkede ud af Christiania.

- Da vi går frem og vil slukke bålene bliver der kastet med molotovcocktails mod os, fortæller pressetalsmand Henrik Suhr til ekstrabladet.dk.

Politiet kastede med tåregas, men trak sig tilbage fra Prinsessegade, og ud i sidegaderne. Sortklædte aktivister stormede ud og barrikerede gaden med sofaer, borde, en stor båd og andre ting. Og satte ild til det endnu en gang.

Vandkanonen - med politiets ord brand- og rydningskøretøjet - blev for første gang under klimamødet taget i brug for at slukke branden ved hovedindgangen på Prinsessegade.

40-50 betjente stormede ind
En klimaaktivist fortæller til TV2 News, at politiet kastede med tåregas ind til selve festen i teltet, efter staden blev stormet. Det kan politiet hverken be- eller afkræfte.

- Vi går ind og foretager anholdelser 23.43 i store styrker efter vi har fået slukket branden i barrikaderne uden for. Blandt andet på Woodstock frihedsberøver vi et antal mennesker, som vi har set komme løbende fra barrikadeområderne, siger politiets talsmand Henrik Suhr til Tv2 News.

40-50 betjente stormede ind på området, hvor festdeltagerne modsat kastede glas efter politiet.

Siden balladen gik i gang har politiet skiftevis rykket ind og ud af staden. Kort tid efter politiets rykind, kom de ud med politihundene igen - for at rykke ind fem minutter efter - klokken 00.04.

Under aktionen var der 12-13 hollændervogne til stede alene ved Prinsessegade, og politiet fik relativt hurtigt kontrol over situationen uden for hovedindgangen på Prinsessegade. Der blev dog kastet kanonslag og lignende ud på gaden inde fra Christiania.

1 af 4 Ballademagerne kastede både brandbomber og fyrværkeri mod politiet, inden staden blev stormet. (Foto: Mogens Flindt)
2 af 4 Politiet er massivt til stede. (Foto: Mogens Flindt)
3 af 4 (Foto: Mogens Flindt)
4 af 4 Politiet har foretaget masseanholdelser på Christiania. (Foto: Mogens Flindt)
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen