Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Minister under pres i minksag

S og DF vil have flere kontrolbesøg hos minkavlere, end Eva Kjer Hansen lægger op til i et nyt udspil om skærpede dyrevelfærdsregler

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil have veterinærmyndighederne ud på flere kontrolbesøg hos minkfarme, end fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) foreløbig er indstillet på.

Som konsekvens af afsløringer i TV2 og Ekstra Bladet af misrøgt får samtlige landets 1500 minkavlere næste år et kontrolbesøg. Men det er som en helt ekstraordinær foranstaltning. Og hvordan den generelle kontrol derefter skal være, vil ministeren først lægge sig fast på, når resultatet af den ekstraordinære kontrol har vist, hvordan det står til i branchen, siger hun.

De nugældende regler har indebåret, at fem procent af minkavlerne hvert år er taget ud til få et kontrolbesøg fra veterinærmyndighederne.

Men der skal flere til, siger Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Bjarne Laustsen.

- Vi vil have så mange kontrolbesøg, at minkavlerne fremover får et besøg hvert tredje år i stedet for hvert 20. år som hidtil, siger han.

Også Dansk Folkeparti vil have flere kontrolbesøg end nu, så branchen kan retfærdiggøre sin produktion af minkskind, siger fødevareordfører René Christensen.

- De ansatte skal i hvert fald have kurser i dyrevelfærd, siger han.

Ligeledes vil Socialdemokraterne have strammet et krav i ministerens oplæg om obligatorisk uddannelse, så kravet ikke kun gælder ejeren eller driftslederen, men også de ansatte.

Ministeren har bebudet, at hun nedsætter en arbejdsgruppe til at komme med konkrete forslag til, hvordan dyrevelfærdsreglerne for at drive minkfarme kan strammes.

Det afslørede tilsynene:

To minkfarme er anmeldt til politiet for grove overtrædelser af dyreværnsloven.

Ni besætninger har fået indskærpelser, fordi syge dyr ikke er blevet behandlet godt nok.

45 besætninger har ikke haft lovlige bure.

23 besætninger havde ikke styr på den medicin dyrene får.

Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen