Mænd stak pistol i munden på afklædt offer

Yngre mand klædt af og tæsket på Hundige Strand. Gerningsmændene ville presse ham for penge, men de er nu anholdt og fængslet

En 19-årig mand fra København smed tøjet og fik en pistol stukket i munden, da seks voldsmænd krævede penge i Greve syd for København. Politiet fremstillede mandag eftermiddag de seks formodede gerningsmænd i alderen 19-21 år i et lukket grundlovsforhør, og de fire blev varetægtsfængslet, fortæller vicepolitikommissær Ove Petersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er en meget voldsom sag, og vi opretholder sigtelserne mod de to løsladte, siger han.

Sigtelserne lyder på vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og afpresning. Episoden fandt sted natten til søndag, da den 19-årige mand kørte i sin bil på Hundige Bygade i Greve Kommune. Klokken 02.00 dukkede seks personer op og kastede offeret ned i bagagerummet på sin egen bil.

Mændene kørte lidt rundt i området og endte på Hundige Strand, hvor de tvang den 19-årige mand til at smide tøjet. De slog og sparkede den nøgne mand, og en af gerningsmændene stak en pistol op i munden på offeret. Efter to timers frihedsberøvelse slap mændene den 19-årige mand fri, men krævede samtidig, at han betalte dem 100.000 kroner.

Senere søndag dukkede mændene op på Borups Allé i København for at hente første afdrag af de 100.000 kroner. Men offeret havde i mellemtiden kontakten politiet, så alle seks mænd blev anholdt.

Ove Petersen ønsker ikke at oplyse, om de formodede gerningsmænd er kendt af politiet. Men han afviser, at sagen umiddelbart har relation til den aktuelle bandekonflikt i hovedstadsområdet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere